Gå til hoved-indhold
Leder af Palby Fyn Cup, Poul Erik Nielsen, kan glæde sig over, at deltagerantallet sidste år steg til knap 400. Foto: Troels LykkeKort Nyt
Leder af Palby Fyn Cup, Poul Erik Nielsen, kan glæde sig over, at deltagerantallet sidste år steg til knap 400. Foto: Troels Lykke

Frivillig: Palby Fyn-boss forudser mangel på yngre

Vi har mange hjælpere over 50 år, så der skal findes nogle yngre medlemmer. Det er nok den største udfordring i fremtiden, siger Poul Erik Nielsen, leder af Palby Fyn Cup, Danmarks største kapsejlads.

Af Sara Sulkjær |

I serien om frivillige ildsjæle i sejlsporten er vi nu nået til Bogense. Her står 59-årige Poul Erik Nielsen på 28. år i spidsen for Danmarks største kapsejlads, som han også selv er idemanden bag. 

Hvorfor startede du som frivillig i sejlsporten?
Før i tiden var der Fyn Rundt fra Korshavn. Der var dog så mange deltagere, at nogle ikke kunne komme med. Derfor tog jeg kontakt til Odense Sejlklub med tilbuddet om at flytte kapsejladsen til Bogense, hvor alle kunne være med. Det ville de dog ikke gå med til, så vi startede vores eget her i Bogense for 28 år siden. Stille og roligt er vi blevet Danmarks største sejlads.

Jeg tænker da hvert år, når vi er tæt på stævnet, at; ”det her gør jeg ikke næste år”. Alligevel vender jeg tilbage. Der er en personlig tilfredsstillelse og det sociale fylder meget. Derudover får jeg erfaringer ved at samarbejde med de frivillige hjælpere. 

Hvad gør du for at være en god leder?
Jeg har en masse gode folk, så min opgave er at uddelegere opgaver til dem alle. Jeg kan dog ikke holde mig fra at være lidt med i det hele, så jeg trækker selv en del af det også. Derudover tager jeg beslutninger, hvis der skal ændres noget. 

Vi forsøger at gøre meget ud af det sociale under selve kapsejladsen med blandt andet et madhold. Vi får jo simpelthen den fineste hjemmelavede mad. 

Hvad har I gjort for at gøre Palby Fyn Cup attraktiv for flest mulige?
Vi prøver at lytte til, hvad der sker, og hvad tendensen er lige nu. Sidste år hævede vi informationsniveauet, hvor vi satte storskærm med livestream på havnen og på vores hjemmeside. Vi bruger meget energi på, at ikke-deltagere skal kunne følge med. Derudover har vi gjort mere ud af oplevelsen, når deltagerne ankommer. Her er eksempelvis aktiviteter på kajen for børn og unge, musik, og leverandører kommer og præsentere produkter. Deltagerne skal have en positiv oplevelse både før og efter sejladsen. 

Fredag morgen er der kæmpestort fælles morgenbord, hvor deltagerne møder andre og snakker. Når de igen kommer i mål, er der færdigsuppe i teltet. Vi forsøger at finde gode præmier og en stor vifte af lodtrækningspræmier. Når man ikke er en af dem, der altid vinder, kan man trække et lod og eksempelvis vinde en sejlerjakke.

Hvilke udfordringer ser du, at Palby Fyn Cup møder i øjeblikket?
Der er mange sejlere, der holder op på grund af de store, ældre årgange. Alligevel steg deltagertallet sidste år, hvor vi var knap 400. Det kan skyldes, at man sidste år også kunne deltage som tursejler. Vi åbnede også for doublehand-sejlads, da mange har svært ved at samle gaster.  

Hvordan ser fremtidens Palby Fyn Cup ud? 
Der skal ikke ændres det store, da vi kun får positive tilbagemeldinger. Vi har mange hjælpere over 50 år, så der skal findes nogle yngre medlemmer. Det er nok den største udfordring i fremtiden. Vi bliver nødt til at få nogle yngre hjælpere med. Vi forsøger stille og roligt at trække enkelte med op, så der kan blive en naturlig overgang. Jeg kunne dog godt ønske, at der var flere. 

Blå Bog
Hvem: Poul Erik Nielsen 

Alder: 59 år

Klub: Formand for Bogense Sejlklub

Sejlerkarriere: Har sejlet og haft båd siden 1987. Har netop solgt One Off-kapsejladsbåd og er derfor på udkig efter ny. Poul Erik Nielsens søn har tidligere ejet ”Broskraberen”, hvor han bl.a. stod for vedligeholdelse, økonomi og sponsorater. Han er også holdleder for Bogenses hold i Sejlsportsligaen.  

Er du selv frivillig, eller kender du én, som gør et godt stykke arbejde i klubben? Så hører vi gerne fra dig. Tøv ikke med at sende mail med kort beskrivelse af arbejdet samt kontaktoplysninger til sara@minbaad.dk.  

Motor
content-loader
content-loader
content-loader