H-båd: Sponsor faldt i vandet i Pantaenius Cup og vandt
Pantaenius Cup i Silkeborg blev vundet af tidligere verdensmester Steffen Stegger, der havde en pludselig svømmende Gert Toft fra Pantaenius om bord. Se galleri fra jubilæumsdyst med flydende sauna.
Stævnet ed 21 H-både blev gennemført som et 40. års jubilæumsstævne med Pantaenius lystfartøjsforsikring som sponsor de sidste ti år.
I anledning af jubilæet var der skruet særligt op for oplevelserne. Således var flere af vinderne fra de første år inviteret til at sejle i lånte både, blandt andet fra Sejlerskolen i Aarhus Sejlklub, som også selv deltog med flere både, fortæller Jens Hjort i denne beretning fra Silkeborg Sejlklub.
Peter Due inviteret - tog stegepande med
Blandt særligt indbudte var blandt andet OL-sølvvinderen i Tornado, Peter Due og hans gast fra dengang i H-båden, Niels Kjeldsen.
De vandt stævnet seks gange i træk. Peter havde medbragt to af sine præmier fra dengang, blandt andet en stegepande. Begge præmier blev skænket til klubben.
Fra tyskland deltog Niels Springer og hans to gaster fra 1980, hvor han vandt stævnet. Af andre vindere var den første vinder, Mogens Jacobsen fra Kerteminde, samt Gert Pedersen fra Ringkøbing og Per Larsen fra Thisted med i stævnet.
Kun sponsoren faldt over bord
Stævnet blev afviklet i et prægtigt vejr med absolut fornuftige vindforhold, og humøret var højt hos alle, selv hos den eneste, der fald over bord, nemlig Gert Toft fra Pantaenius, som havde fået en tjans som gast hos Steffen Stegger.
Det afholdt dog ikke Steffen fra Hadsund at vinde stævnet med pointlighed med Anders Bertelsen fra Aarhus og med kun et point ned til nummer tre, Lars Wegener fra Silkeborg. Det hele blev afgjort i sidste sejlads. Se resultatlisten
Som et særligt indslag i stævnet var der placeret et af Silkeborg-søernes sejlende saunaer ved klubbens bro, så alle kunne få sig en svedetur - og en tilhørende dukkert i søen, hvilket blev udnyttet flittigt.
Flydende sauna til stævnet var en succes. Hermed er ideen givet videre.
Tætte dueller på Juelsø.
Se flere af Jens Hjorts fotos på minbaad.dks galleri