Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Folkebåden blev konstrueret i 1942. Foto: Hans Friis

Folkebåd: Gæsterne slog værterne ved ranglistestævne

Folkebådene var i weekenden samlet til årets første ranglistestævne i Jægerspris. I den springende vind vandt Per Røssel samt gasterne Allan og Michael fra Faaborg Sejlklub.

Af Sara Sulkjær |

Årets første ranglistestævne for Folkebåde bestod af i alt syv sejladser. Der blev sejlet i let til frisk vind med flot sejlervejr fra vest og nord. 

Igen i år viste bredningen ud for Jægerspris sig - med forårsgrønne blade på den nyudsprugne skov helt ned til vandet - sig fra sin bedste side. 

Trods dette gav vejret alligevel nogle ekstremt udfordrende sejladser med konstant springende vind op til 35 grader. Det satte både sejlerne og baneledelsen på en udfordrende opgave. 

Der var store præmier at hente, idet Dansk Folkebådsklub havde udloddet sejlertøj for 15.000 kr. Derudover var der mange præmier og udlodninger fra lokale sponsorer og Jægerspris Sejlklub

- Det er tradition at uddele hovedpræmier til de første fire både. Præmien består af hele oksefileter og masser af lodtrækningspræmier til deltagere uden for præmierækken, fortæller Johannes Egede Olsen fra Jægerspris Sejlklub i en pressemeddelelse. 

Podiet 

Vinderne af Håndværker Cup 2015 blev Sofie i DEN 672 med skipper Per Røssel samt gasterne Allan og Michael fra Faaborg Sejlklub

På andenpladsen kom DEN 873 - Cirkeline med Søren Kæstel fra Hellerup Sejlklub.

Tredjepladsen gik til Brian Frisendahl i DEN 841 fra Sundby Sejlforening.

Først derefter kom de lokale sejlere fra Jægerspris. 

Kilde: Jægerspris Sejlklub

Vinderne af Håndværker Cup 2015. Foto: Hans Friis

Motor
content-loader
content-loader
content-loader