Oplev tre skonnerter til Limfjorden Rundt
Mira dels med glade chartergæster og dels med unge, som trænger til et positivt indhold i tilværelsen, fortæller De Forenede Sejlskibe om en af deres tre deltagende skonnerter.
Af Sara Sulkjær |
Når starten tirsdag d. 8. september går til den traditionsrige kapsejlads ”Limfjorden Rundt”, er det for første gang med Skonnerten Halmø på startlinjen.
Hun stiller op i samme klasse som Skonnerten Lilla Dan, der før har opnået fine placeringer og har vundet klassen over 45 BRT hele 6 gange.
1. etape går fra Løgstør og sædvanen tro via Thisted, Struer, Nykøbing over Fur for at slutte af i Skive lørdag den 12. september.
I sejlsæsonen har alle tre sejlskibe, Skonnerten Halmø, Skonnerten Lilla Dan og Skonnerten Mira hjemhavn ved kajen foran Admiral Hotel tæt på Nyhavn.
- Her fungerer de som et maritimt og aktivt oplevelsescenter med aktiviteter lige fra konferencer, teambuilding og andre erhvervsrelaterede arrangementer til skønne sejlferier, dagture, events, fester, togter m.m., fortæller De Forenede Sejlskibe i en pressemeddelelse.
Sejlede jøder over Øresund
Den over 100 år gamle skonnert Halmø er bygget af bygmester Rasmus Møller, der også står bag mange fyrskibe for den danske stat.
Efter søsætningen i år 1900 sejlede Halmø de danske have tynde som fragtskib og indenrigspaket, ligesom skibet under 2. verdenskrig deltog i redning af danske jøder til Sverige.
I 1974 tog Halmøs sejlads en ny drejning, da bådebygger Freddy Jørgensen forelskede sig i hende på havnen i Sæby.
Sammen med sin søn brugte Freddy Jørgensen de næste 11 år - i alt 12.000 arbejdstimer og uendeligt meget knofedt - på at restaurere, ombygge og indrette Halmø som en klassisk yacht.
Klassisk og moderne
Skonnerten Halmø fik nye master af udvalgte og lagrede lærketræer og siden også nye egeplanker, nyt ror samt en stålkøl.
Det oprindelige lastrum blev restaureret og ombygget til en salon med åben kabys, en 4-personers og tre 2-personers kahytter, bad og to toiletter.
I dag er Halmø en velholdt skonnert, hvor den klassiske indretning anno 1900 er kombineret med mere moderne bekvemmeligheder.
Skibet har en kapacitet på i alt 42 gæster om bord.
Kamp på fragtmarkedet
Skonnerten Mira blev bygget som tomastet skonnert ved Rasmus Møllers Værft i Faaborg i 1898.
I slutningen af fyrrerne var tiden definitivt ved at løbe fra sejlskibene, så Mira blev rigget ned til kun at have et støttesejl.
Således kæmpede hun hårdt på fragtmarkedet, indtil konkurrencen til sidst tog livet af de små fragtskibe.
- Herefter sejlede Mira dels med glade chartergæster og dels med unge, som trængte til et positivt indhold i tilværelsen, fortæller De Forenede Sejlskibe.
I 1999 fik Mira en omfattende restaurering, som genskabte hendes oprindelige udseende fra 1898.
År 2004 kom hun i privateje på Wilders Plads, Christianshavn. Skibet har en kapacitet på i alt 22 gæster.
Roret overlades til gæster
Lilla Dan er bygget på Ring Andersens Træskibsværft i Svendborg i 1951 som skoleskib til Rederiet J. Lauritzen A/S, der stadig ejer det velholdte træskib.
- Besætningen består af fire erfarne søfolk. Roret overlades dog gerne til gæsterne, hvis de har lyst til at prøve skibets samt egne færdigheder, fortæller De Forenede Sejlskibe.
Lilla Dan har plads til 16 overnattende gæster og op til 40 gæster på dagture.