Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Patrick Döpping var ikke i Danmark i lørdags, da prisen blev uddelt. Her ses Mads Kolte-Olsen fra Dansk Sejlunion og Patricks forældre. Foto: Troels Lykke

Patrick Döpping modtog 10.000 kr. som Årets Talent

Årets Talent i dansk sejlsport. Vinderchecken på 10.000 kr. gik til U17-verdensmesteren i Laser Radial, Patrick Döpping fra Egå Sejlklub.

Af Troels Lykke |

Laser Radial-sejler Patrick Döpping er en af dansk sejlsports allerstørste talenter i øjeblikket. I 2014 viste han sit potentiale ved at vinde U17 VM-guld og U19 VM-sølv – i en alder af blot 16 år.

Det skriver Dansk Sejlunion på deres hjemmeside.

Forleden blev den unge Egå-sejler hyldet for sine resultater, da han modtog Boat Show 2015’s pris som Årets Talent 2015. Prisen på 10.000 kr. begrundes bl.a. med, at Patrick er en sejler, der viser stor selvstændighed og vilje til at udvikle et bredt og solidt kompetencegrundlag som fremtidig international konkurrencesejler.

Søger erfaring i andre klasser
Som en del af sin udvikling prioriterer han at søge erfaring i andre klasser end Laser Radial.

Således har han bl.a. deltaget i Sejlsportsligaen for Egå Sejlklub, ligesom han også har sejlet Melges 24 og andre sportsbådstyper med det formål at udvikle sine team- og kølbådsfærdigheder. Han har også trænet både katamaran, windsurf og wavesurf.  

Arbejder som træner
Ved siden af egen sejlads har Patrick taget en træneruddannelse, og han arbejder som træner for både Optimist- og Zoom8-sejlere.

Både for at tjene lidt penge til sin egen karriere, men i høj grad også for at opnå den selvrefleksion, det giver at stå på sidelinjen og lære fra sig til andre.

På vej hjem fra træningsophold
Da prisen forleden blev overrakt i Fredericia, var Patrick endnu ikke vendt hjem fra et fem uger langt træningsophold i New Zealand. Derfor var det hans forældre, Pernille Bech og Jonas Döpping, der på Patricks vegne fik prisen overrakt af Dansk Sejlunions generalsekretær Mads Kolte-Olsen.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader