Signe: Afslapning og hygge på Bimini i Caribien

Siden vi begav os af sted som langturssejlere forrige år, har et gennemgående træk ved vores tur været, at vi ofte har lidt travlt.

Vi er altid på vej et eller andet sted hen, hvor vi i bedste fald gerne ville have været dagen forinden.

Bliver vi i flere dage, er det som regel ikke, fordi vi bare skal slappe af og nyde livet, men fordi vi skal have repareret noget på båden, der er gået i stykker.

Dette er primært min skyld, da jeg har en tendens til at tro blindt på guidebøgernes rosenrøde beskrivelser af ankerpladser og småbyer, og jeg ofte er bange for at gå glip af lige netop det fantastiske sted, hvor alle andre har været - undtagen mig!

Det ender derfor ofte med, at vi jagter lidt af sted i et forsøg på at dække så meget som muligt.

I de sidste 14 dage har vi dog gjort det præcis modsatte: Modsat tidligere har vi udelukkende fokuseret på at være på båden, og kun en enkelt gang har vi flyttet os.

I den første uge lå vi i en lille marina og hyggede os med småprojekter, vi hver især begge længe har villet lave: Henrik fik bl.a. installeret en gasalarm og længde-mærket vores ankerkæde, og jeg fik gravet symaskinen frem og bl.a. syet et ophæng til fordækket af et gammelt sejl, så vi kan have den forreste luge åben, selvom det skulle regne.

I denne uge har vi nydt livet på en ankerplads ved en lille ubeboet ø i den sydlige del af Bimini ø-gruppen.

I krystalklart vand har vi svømmet, snorklet, roret i kajak og padlet på vores SUP, vi har gået ture på de små strande omkring ankerpladsen, og vi har kigget på massevis af rokker, der synes at være lige så interesseret i os, som vi i dem.

Årsagen er vist primært, at de er vant til at blive fodret af ankerpladsens gæster, og en sejler på North Bimini fortalte os, at hvis vi tog små blæksprutter med, kunne vi håndfodre dem.

Vi droppede dog den ide med det samme, da vi ikke vidste, hvordan vi skulle få fat i disse små blæksprutter. Desuden er vi heller ikke store tilhængere af ideen om at fodre vilde dyr, men derfor var rokkerne stadig lige fascinerende at holde øje med.

De sidste par uger har givet os stof til eftertanke. Vi kigger tit undrende på de sejlere, der tilsyneladende altid bare sidder med en bog og et glas hvidvin i cockpittet efter at have besøgt samtlige lokale museer. 

Hvordan de gør det?  Har de ikke har noget om bord, der er gået i stykker? Men måske skal de bare ikke nå lige så meget, som vi skal.

Jeg har i hvert fald lovet Henrik, at jeg fremover vil være lidt mere kritisk i min læsning af guidebøger, og deraf også udvælge lidt færre af steder at besøge. De bedste oplevelser får man jo nødvendigvis heller ikke der, hvor alle andre også kommer!

Signe

Stranden ved Honeymoon Harbour, Gun Cay, Bimini

En rokke hilser på i Honeymoon Harbour

Dejligt vejr, dejligt vand og helt alene på en dejlig ankerplads!

Ankerkæden er blevet mærket af, så vi ved, hvor meget kæde vi har ude.

Af et gammelt sejl har vi skåret og syet et ophæng til den forreste luge. Man skal ikke kigge på detaljerne, da min sysmaskine havde svært ved at klare en sejltråd, men det virker, og den beskytter både for solen og eventuel regn. Fotos: Signe Storr