Hallberg Rassy-klub skaber familiedag i Øresundsugen
Hallberg Rassy klubben skaber en dag i Lynetten for hele familien og for alle bådtyper. Arrangementet den 15. august er en del af Øresundsugen. Husk kæmpe fest på Toldboden.
Øresund kommer til at stå på den anden ende i næste uge. Da er det Øresundsuge. Vejrudsigten tyder endelig på godt vejr, så det er om at få redningsvesten på, gøre familien eller mandskabet klar og komme af sted, fortæller den danske Hallberg Rassy Club
En masse klubber og foreninger i Øresundsregionen laver arrangementer og sætter fokus på sejlads og aktiviteter på land og vand for både børn og voksne.
Den danske ”Hallberg Rassy Club” har skabt en dag for hele familien, og ikke kun for Rassy’er, men for alt hvad der kan sejle.
Klodsjagt på Øresund
HR-Club har konkurrencer på land, hvor hele familien kan være med, og dagens højdepunkt er ”Klodsjagten” på Øresund, hvor de deltagende både skal samle nummererede klodser op ud for Lynetten havn kl. 14.00 - mens far og/eller mor styrer skibet, står børnene klar på fordækket med fiskenettet – og der er fine præmier.
Er du mere til kapsejlads er der også meget at vælge i mellem i den kommende uge i det område.
Rundt om forterne skydes i gang d. 15/8 kl. 10.00 øst for Trekroner, og er for blandede køl- og flerskrogsbåde! Der sejles rundt om Middelgrundsfortet og Flakfortet.
Kæmpe fest på Toldboden
Om aftenen kan man deltage i hyggelige arrangementer, man kan feste og danse med alle sejlervennerne på Toldboden eller være med i HR-Club’s grillarrangement med kagebord i Lynetten for hele familien.
Giv dit skib og familien en sjov dag på Øresund, og meld dig allerede nu til ét eller flere af de mange arrangementer i Øresundsugen.