Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Sejlerne blev bakket op af Christian Kamp, Team Artemis og sportschef Thomas Jacobsen, da de mødtes med deres sponsorer i Horsens Sejlklub torsdag eftermiddag. Fra venstre er det Maiken Schütt, Christian Kamp, Anette Viborg, Allan Nørregaard og Thomas Jacobsen. Forrest Anne-Julie Schütt og Anne-Marie Rindom. PR-foto

Horsens Sejlklub har sejlere i America's Cup og OL

Christian Kamp sejler for Artemis i America's Cup og både Anne-Marie Rindom og Schütt-søstrene har sejre i OL-stævner fornylig. OL-sportschef og borgmester roser.

Af Lena Hellstrøm |

Torsdag eftermiddag lykkedes det at samle alle OL-aspiranter fra Horsens Sejlklub til 1 års status på deres samlede sponsor kampagne ”Horsens til OL 2016”. Også AC-sejleren Christian Kamp mødte op.

Sportschef i Dansk Sejlunion, Thomas Jacobsen, er fyldt med rosende ord til sejlklubben og til Horsens.

”I har noget helt særligt her med fire sejlere, som alle jagter en OL medalje. Det er vist aldrig set før i en klub. Horsens kan noget, som andre kan lære af. Samtidigt har I også en by og et erhvervsliv, som bakker op om jeres idrætsfolk, så de får mulighed for at deltage i vigtige stævner rundt om i verden.”

Guld-glæde

Anne-Julie og Maiken Schütt står med en hel frisk guldmedalje i 49er fra Prinsesse Sofia Cup på Mallorca i påsken. ”Jeg dør af glæde. Så glad er jeg for vores 1.plads,” lægger en begejstret Anne-Julie ud med, da hun skal fortælle om hende og søsterens kampagne mod OL.

Anne-Marie Rindom kan glæde sig over, at hun nu ligger nr. 3 på verdensranglisten i Laser Radial. Der bliver arbejdet med mentaltræning for at få de sidste decimaler med i jagten på den ultimative førerplads.

Hård hud i hænderne

Sidste OL-bejler er Anette Viborg, som tidligere har dannet par med endnu en Horsens sejler, Martin Hjortlund, i Nacra 17. Men da han sprang fra i efteråret stod Anette på bar bund.

Et opkald fra den tidligere OL bronze-vinder, Allan Nørregaard, fik Anette på banen igen. Men et skift fra rorsmand til gast kræver en masse ny teknik, opbygning af muskler og tyk hud i håndfladerne. I maj bliver det afgjort om Anette Viborg får den faste plads i selen ved siden af Allan Nørregaard.

En stolt borgmester

Borgmesteren i Horsens, Peter Sørensen, er imponeret over den dedikerede indsats de fire unge kvinder lægger for dagen.

”I er med til at sætte Horsens på kortet, vi er stolte af jer. Gå efter de OL medaljer!”.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader