Tuborg Yachtklub fik ikke havne-forslag igennem
Der var fuldt hus da KDY holdte generalforsamling. Strid omkring Tuborg Havn blev der stemt om, og ifølge KDY-kilde fik Tuborg Yachtklub ikke et ben til jorden. Skafte-Holm sætter ord på.
KDY holdt i aftes generalforsamling for omkring 200 mennesker på Rungstedgård. Der har aldrig været flere til et KDY-møde fortæller en kilde i dag til minbaad.dk.
Mødet skulle have være startet kl. 17.30, men fordi der mødte så mange op kom det først i gang klokken 18.15. Mødet sluttede klokken 21.
- Tuborg Yachtklub var i modvind og fik ikke deres forslag igennem. Flere mener at KDY har en god sag omkring Tuborg Havn. Der var en kompetent dirigent og generalsekretær Mads Kolte-Olsen fra Dansk Sejlunion var referent og observatør. KDYs bestyrelse og formand Lars Ive gjorde det godt og der blev klappet af beretningen, siger vores kilde.
KDYs bestyrelse fortjener skulderklap
En anden kilde, der står frem i dag, er Drage- og 12-meter sejler, lægen Philipp Skafte-Holm, der siger det således på facebook i dag. Vi har fået lov til at bringe hans ord efter han deltog på generalforsamlingen.
- Som medlem af KDY siden 1975 har jeg i hele min sejlerkarriere været medlem af KDY. Klubben har haft mod og medgang - det sidste år mest det sidste. Konflikten i Tuborg havn er ikke rar og med baggrund i det jeg hørte i aften på generalforsamlingen håber jeg at der kan findes en mindelig løsning, siger Skafte-Holm.
- Jeg lægger gerne hus til og laver en gang skipper lapskovs hvis tonen er en skipper værdig. Bestyrelsen var velforberedt og fortjener det skulderklap de fik. Jeg foreslog at alle medlemmer fik mulighed for at give et beløb til en konfliktfond. Penge til brug i den retssag som truer, men som vi håber ikke kommer. Vi skal sejle og leve godt med hinanden - vi skal være gode forbilleder for de næste generationer af rigtige sejlere, skriver Skafte-Holm.