Aschenbrenner skal forsvare Ungdoms-VM i matchrace
VM-stævnet 14.-19. September i Swinoujscie, Polen sejles i Tom 28. - Vi går efter at forsvare vores sejr fra sidste år, siger Joachim Aschenbrenner fra KDY.
VM-stævnet sejles 14.-19. September i Swinoujscie, Polen i bådtypen Tom 28, som er en meget anerkendt matchrace båd bl.a. fra Chicago og Spanien, derudover ligger der fire i Århus. Deltagere fra 12 nationer blandt andet USA og Australien.
Tiden til forberedelsen for det danske hold har været meget begrænset, da invitationen først kom 13 dage før stævnestart.
- Det skyldtes i første omgang en miskommunikation, som gjorde at nationspladsen ikke var sikret og vi måtte derfor vente på en afbudsplads. Denne var ISAF ikke meget for at give og på trods af information i to uger om der var en plads ledig, så ville de ikke sende den endelige invitation før kort tid inden stævnet, siger Joachim Aschenbrenner, der sejler for Danmark.
Stævnet skal derfor sejles på rutinen, hvor Joachim har tilbragt et par timer i båden i løbet af foråret som matchracetræner for Oxygen Sailing Team (tidligere Farr400 hold).
Derudover har alle fra besætningen sejlet i netop denne bådtype ved forskellige stævner i Spanien, USA og Polen på andre hold.
Alle gaster er udskiftet
Holdet der normalt udgør besætningen hos Joachim Aschenbrenner er alle over 23 år og alle gaster er derfor udskiftet til dette stævne.
Det er dog ikke en helt ny besætning for Joachim, da to af de samme gaster, som var med til at vinde Ungdoms VM sidste år er at finde på besætningen igen og det er dermed kun en enkelt udskiftning sammenlignet med holdet ved sidste års mesterskab.
Holdet har en titel som ungdomsverdensmestre at forsvare og med en placering som nummer 4 på den professionelle serie World Match Racing Tour skulle holdet have gode chancer for at blande sig i toppen.
Om forventninger siger Joachim Aschenbrenner:
- Vi går naturligvis efter at forsvare vores sejr fra sidste år og det vil da være en skuffelse, hvis vi ikke lykkedes med dette. Der bliver uden tvivl kamp om det især, da australieren Sam Gilmour som blev nummer 2 sidste år er med igen, derudover har han på det seneste vist gode takter og er netop rykket op som nummer 5 på verdensranglisten.