Gå til hoved-indhold
Ny bro midt i Skovshoved havn pynter, hvor de mange Knarr er flyttet til. Foto: Troels LykkeHavne
Ny bro midt i Skovshoved havn pynter, hvor de mange Knarr er flyttet til. Foto: Troels Lykke

Ny Skovshoved havn udsolgt med 645 bådpladser

Samtlige 645 bådpladser er solgt i den nye, udvidede Skovshoved Havn, og der står fem på venteliste. Udvidelsen af havnen er forsinket i fem måneder. Se luftfoto.

Af Troels Lykke |

3. maj åbnede den udbyggede Skovshoved Havn, der har udvidet antallet af bådpladser fra 325 til 645, men havnen er langt fra færdig.

"Vi priste os lykkelige over forsommerens dårlige vejr. Vi frygtede, at alle bådejere ville stå og hoppe for at få deres båd i vandet, men på grund af vejret udskød mange premieren, og derfor fik vi en blød start", fortæller havnefoged Jesper Tjott og tilføjer, at 420-430 både nu er i vandet. Ifølge havnefogden skyldes de tomme pladser, at mange endnu ikke har købt en båd, skriver Villabyerne, der også viser et luftfoto fra havnen.

Samtlige 645 bådpladser er solgt, og der står endda fem på venteliste. Det blev derfor ikke nødvendigt at åbne for tegning til borgere uden for Gentofte Kommune.

"Det er et lykketræf, at vi ramte behovet så præcist", lyder Jesper Tjotts vurdering.

Forsinkelse på land

Tidsplanen på 10 måneder til etablering af havnebassinet med bådpladser og jollehavn blev overholdt.

"Alle har fået en plads og adgang til deres båd, men enkelte må leve med en lidt besværlig adgang til deres båd, fordi ikke alle broer er blevet helt klar. Men generelt har alle været meget forstående over for de gener, der opstår på en byggeplads med grus og støv".

Desværre er dele af arbejdet på land mod både syd og nord blevet udskudt. I første omgang skulle arbejdet med at etablere et bassin til kajakpolo og svømmere, et saunahus til vinterbadere, en udspringsvippe, udsigtsterrasser, udendørs fitnessredskaber, en fiskeplads for børn m.m. have været på plads til efteråret, men uforudsete tekniske problemer med fire 85 år gamle overløbsrør under havbunden har forsinket tidsplanen 4-5 måneder, så området nu først forventes klar i februar 2016.

Atmosfæren er bevaret

"Nu har vi skelettet på plads, men vi kan først for alvor udnytte og udvikle mulighederne, når det endelige resultat står klar. Fordelen er, at havnen er tegnet, så den giver forskellige muligheder. Man er ikke bundet fast, men kan hele tiden justere på, hvad funktionen skal være. Det gælder eksempelvis den 7.000 kvadratmeter store græsplæne, som kan anvendes til lige præcis de ting, børn og voksne efterlyser", siger Jesper Tjott, der glæder sig til at se det endelige resultat:

"Det bliver Danmarks bedste havn. Det er ganske vist en stor havn, men ikke en super marina, fordi der er skabt en intim løsning med små hyggelige 'havne i havnen'. Så Skovshoved Havn er den samme som før, blot med 320 flere pladser og med arealer til både børn og voksne inkorporeret i havnen. Det giver meget mere liv til glæde for både sejlere og almindelige borgere".

Den ombyggede og moderniserede havn vil også gøre det mere attraktivt for gæstesejlere at stævne mod Skovshoved. Det kræver dog bedre toilet- og badefaciliteter samt mulighed for at proviantere - punkter, som ikke er med i byggeprojektet.

Kilde: Villabyerne

Sådan så Skovshoved Havn ud i juli. Foto: Troels Lykke

Motor
content-loader
content-loader
content-loader