Gå til hoved-indhold
Test
Med 2 x 225 hk motor var topfarten 44,1 knob på fladt vand ud for Cannes. Fotos: Troels Lykke

Test: Cap Camarat 8.5 sejler 44 knob

Den åbne Cap Camarat 8.5 sejler som en drøm gennem bølgerne, men med to store Yamaha-motorer koster båden også næsten en million kroner.

 

Af Troels Lykke |

Kraftoverskud og stabilitet. Ord, som passer præcist på den sporty Cap Camarat 8.5 Centre Console. Vi skubbede gashåndtaget frem, så de to Yamaha med hver 225 hestekræfter, på kun fem sekunder, løftede båden ud af vandet.

Og det er endda selvom båden vejer 2,5 ton, uden de to motorer, der vejer lige over et halvt tons. Når man tager et speedbådekørekort lærer man at fortælle, ’at nu giver man motoren gas’, så ens gaster om bord ikke smides over bord.

Et hensyn, der er meget vigtigt, når man sejler på en Cap Camarat 8.5, da accelerationen er massiv.

Efter 11 sekunder sejlede vi 25 knob og efter 22 sekunder sejlede vi en topfart på 44,1 knob. Så går det stærkt, men på det flade vand var det ingen rystelser af stole eller beslag. Båden cruiser ubesværet med den høje hastighed, som en Mercedes, der let kører 200 kilometer i timen på motorvejen.

En eller to motorer?

Båden anbefales også at blive sejlet med en Yamaha 350 hk V8-påhængsmotor, der er blandt verdens største med en 5,4 litervolumen motor, forklarer Preben Hansen fra Yamaha i Odense.

En Yamaha 350 hk koster 271.000 kroner og bruger 45 liter benzin i timen, med en optimal cruisingfart på 25 knob, mens 2 x 225 hk Yamaha, der koster 307.000 kr., bruger 65 liter med samme hastighed, der er den mest økonomiske hastighed for bådtypen.

Begge motorer er lydsvage, har vi konstateret ved flere tests. Motorernes brændstofsforbrug, aktionsradius og andet kan kobles med en kortplotter, der endda kan lave en rute, så båden af sig selv kan sejle rundt om Fyn, efter man har plottet ruten ind kortplotteren og ved omdrejninger ved over 3000, så vil motoren automatisk foretage blødere sving. 

Ud over at de to motorer koster mere end en og bruger mere benzin, så har de imidlertid flere fordele i forhold til en motor.

- Accelerationen er hurtigst med 2 x 225 hestekræfter end en med 350 hestekræfter, med to motorer er havnemanøvre også bedre, da skruen kan køre modsat og går en af motorerne i stykker eller en propel ryger, så har man en ekstra hvis man er langt fra land. Hvis man vil sejle helt langsomt, så er det også en fordel bare at slukke den ene motor.

I øvrigt er motorerne blevet lettere blandt andet fordi man bruger spraylegering ved forring af stempler, tidligere brugte man forringer i støbejern, forklarer Preben Hansen, der netop har solgt en motor til en Cap Camarat 8.5 til Grønland, hvor forholdene kan være barske og netop her bruger man typisk to motorer af sikkerhedsmæssige årsager.

Skroget på Cap Camrat 8.5 er med et kraftigt V-formet forskib, der kløver bølgerne godt, samtidig er skrogsiderne høje, så bølgerne har sværere ved at komme ind over.

I vind og bølger anbefaler vi, at man får båden med trimflaps, da båden ellers godt kan ligge skævt i bølger og sidevind. Skrogets skarpe kanter ved vandoverfladen, gør samtidig at bølgerne skubbes ud til siderne, så der ikke kommer sprayvand ind over båden.

I de hækbølger vi mødte, ’slog’ skroget sig ikke, hvilket vidner om et stift skrog. Det er nu heller ikke en båd i den billige ende, således koster skroget alene 650.000 kroner.

To polstrede sæder

Den lune forårsluft i Cannes generer os ikke for et højt, massivt vindspejl gør, at man er fint beskyttet fra vind, men ryger man ud i store bølger, vil man let kunne få en stor bølge ind over sig, hvis farten er for høj.

Udsynet fra det ergonomiske førersæde, er optimalt 360 grader rundt, og der er god plads til kortplotter, mørkt instrumentbord, der ikke ikke giver genskin og med kopholder, kompas og opbebevaringsrum, er styrepositionen fin.

Ved siden af førersædet er placeret et co-pilotsæde, det fungerer fint. For hvem gider, at sidde alene, hvis der er gæster om bord? Ikke mig. Bag ved de to sæder findes fire regulære siddepladser, hvor der godt nok ikke er meget benplads, men det går fint, at man sidder ved bordet og spiser. Bordet brækkede dog af at bordstolpen, da en fotograf faldt ned over bordet, under en acceleration.

Men ellers er de fleste ting ganske solide fra Jeanneau-værftet i Les Herbieres i Frankrig, hvor man i over 30 år har bygget cirka 20.000 motorbåde.  Værftet kommer typisk med 8-10 nye sejl- og motorbådstyper om året.

Cap Camarat 5.1 er mindste type i serien, mens Cap Camarat 8.5 er den største. Sidstnævnte fås også i DC, Day Cruiser uden kahyt men kun med sæder ude foran i båden og den fås også som en WA, Walkaround, med kahyt, men med mere plads i siderne. Og kahyt, det er der også i Cap Camrat 8.5 CC.

Den er noget mørk, men der er sideruder og luger oppe, så der trods alt kommer lys og luft ind, hvis man ønsker det. I båden er der to sovepladser fremme og en på tværs under cockpittet.

Der findes også ovn, køleskab og et separat toiletrum. Man kan godt klare at overnatte en enkelt gang i ny og næ, og det gør båden til både en dag- og weekendbåd, som kan bruges til lystfiskeri, tur, vandski, dykning og lystfiskeri.

Prisstærk

Godt nok koster båden 650.000 kroner uden ekstraudstyr og instrumenter, men for en otte meter lang og tre meter bred båd med en anstændig kahyt, er prisen relativ stærk, hvilket også er det store Jeanneau-værfts strategi.

Men med 2 x 225 hk motorer er den samlet pris på 957.000 kroner, men båden kan også sejles med mindre motorer, der gør båden billigere, men ikke sjovere at sejle. En ting er dog sikkert: Man får en sjov, robust båd, der klarer selv de hårdeste sving og store bølger, dog er den primært lavet til kystnær sejlads. 

PLUS
Sexet design
Gode sejlegenskaber

MINUS
Dyr
Mørk kahyt


Cap Camarat 8.5 CC
Længde overalt 8,42 m
Skroglængde  7,95 m
Bredde  2,98 m
Dybgang  0,70 m
Højde over vandoverfladen 2,20 m
Benzintank  400 l
Vandtank  100 l
Vægt uden motor 2,54 t
Design             Jeanneau/Sarrazin Design
Motor    2 x 225 hk Yamaha 307.000 kr.
Motor    1 x 350 V8 Yamaha 271.000 kr.
Pris for båd uden motor 650.000 kr.
Forhander: Yamaha i Odense, www.yamaha-motor.eu/dk/produkter/bade/motorbade/index.aspx
Bådværft    www.jeanneau.com, Frankrig

Man kan sidde eller stå op ved de polstrede sæder. Udsynet er fint og afskærmningen god.

Kahytten er noget mørk, men der er tre sovepladser, pantry, ovn og toilet i kahytten.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader