Thy ønsker SUP-VM i 2017
Thisted Kommune bakker nu op om Friends of Cold Hawaiis plan om at få VM i Stand Up Padling til Thy i 2017. SUP-verdensmester Casper Steinfath fra Klitmøller, håber det lykkedes.
Det sætter gang i drømmene for 22-årige Casper Steinfath fra Klitmøller. Med to VM-titler i bagagen er han en af verdens allerbedste SUP-surfere, og han er lykkelig over, at VM i Stand Up Padling kan ende i Cold Hawaii.
- Tænk, hvis jeg kan forsvare mine to VM-titler og vinde guld foran mine venner og min familie i Cold Hawaii. Dét vil være stort. Jeg er vokset op i bølgerne. Jeg kender dem rigtig godt. Det vil være en stor fordel for mig, hvis VM kommer til Thy, siger Casper Steinfath.
COPENCOLD HAWAII er døbt
Det er Friends of Cold Hawaii, der sammen med Dansk Surf & Rafting Forbund og Copenhagen Watersports, vil trække mesterskaberne til landet og afvikle det i både Københavns Havn og på et af de 31 surf spots i Cold Hawaii fra Vigsø i nord til Agger Tange i syd.
Hvis mesterskaberne kommer til Danmark, vil det være første gang, at et VM afvikles i Europa.
Cold Hawaii har Nordeuropas bedste bølger til at surfe i, og kanalerne i Københavns Havn giver de bedste forhold til at padle på med fremragende forhold for publikum, der kan komme helt tæt på surferne. Når man slår det sammen til COPENCOLD HAWAII, får man nogle af verdens bedste forhold for et VM i den hurtigst voksende vandsport lige nu.
Tirsdag aften fjernede byrådet i Thisted Kommune en sten på vejen, da byrådet besluttede at støtte hvervekampagnen med 30.000 kroner og 500.000 til udvikling og afvikling af mesterskaberne fra sportseventpuljen. Wonderful Copenhagen, Københavns Kommune og Sport Event Denmark støtter også eventen økonomisk.
Thy og København deles om mesterskaberne
COPENCOLD HAWAII er i dialog med International Surfing Association (ISA). Eventen har endnu ikke været afholdt i Europa, hvorfor det er af stor interesse for ISA at modtage bud fra Europa.
- Vi har en helt unik kystlinje her i Cold Hawaii, som mange har lagt meget i at udvikle over de seneste 10 år. Der er ingen tvivl om, at vi vil lægge alle kræfter i at gøre COPENCOLD HAWAII til et foreløbigt højdepunkt, siger Finn Jorsal, præsident for Friends of Cold Hawaii.
Rent sportsligt består mesterskabet af longdistance racing stand up paddle, som i lighed med åbningsceremonien afvikles i København. Derefter transporteres alle atleter til Thy, hvor SUP Surf, Technical Racing plus Relay Race og medaljeoverrækkelserne afvikles. 280 - 300 atleter deltager fra over 50 nationer inklusive hold fra 25 nationer. Eventen varer i tolv dage i alt, inklusiv ankomst og træning.
Med et VM i dette format bliver Danmark introduceret som Nordeuropas SUP-destination nummer ét, lyder det ambitiøse mål for arrangørerne.
SUP i Danmark får et boost
- COPENCOLD HAWAII vil være en nyskabelse inden for internationale SUP-races. Vi vil benytte lejligheden til at sætte gang i en række lokale og nationale aktivitet før, under og efter begivenheden, der vil være med til at booste dansk stand up paddle, samle miljøet og få endnu flere danskere på vandet, siger Jakob Færch, formand for Dansk Surf & Rafting Forbund.
COPENCOLD HAWAII er samtidig et eksempel på, hvad Danmark kan byde på, når to byer går sammen. For Sport Event Danmark har samarbejdet mellem storby og landdistrikt været et vigtigt parameter, da Sport Event Denmark valgte at støtte hvervekampagnen.
- Med COPENCOLD HAWAII samler vi center og periferi i en event med konkurrencer i København og Cold Hawaii, det kunne blive rigtigt spændende, siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.