Gå til hoved-indhold
Test
Farten for Leader 40 Hard Top var 31 knob med 2 x 300 hestekræfter fra Volvo Penta.

Test: Leader 40 Hard Top - sporty fra Jeanneau

Leader 40 Hard Top passer fint til danske forhold, da soltaget lige kan lukkes på en regnvejrsdag. Cockpittet er godt indrettet, men salonen i kahytten er lidt lille.

Af Troels Lykke |

Danske ustabile vejrforhold kræver ofte et tag over hovedet. Netop det har Leader 40 Hard Top fra franske Jeanneau. Men når solen skinner, som den gør for tiden, så kan et soltag hurtigt køres elektronisk tilbage.

Det prøvede vi på båden med de sporty linjer og åbne cockpit. Er man til en endnu mere sol-i-håret-båd, så fås Leader 40 i en Open-version.

Skinner solen og man vil bade, kan den store badeplatform sænkes helt ned under vandet, via hydraulik. En detalje, der kan tilkøbes, som også et teak på dækket, fortæller forhandler Henrik Jørgensen fra Tempo Bådsalg i Ishøj.

Cockpittet virker godt

Cockpittet er klart bådens store styrke. Det er her man vil være mest på båden Her kan man tage solbad på agterdækket, hvis båden ligger rigtigt i forhold til solen.

Et ryglæn kan nemlig smart flyttes frem i båden, så der dermed bliver mere plads på solsengen til at sole sig på. For enden af solsengen er der gode håndtag, man kan holde i, når man i høj sø, skal holde balancen på den brede badeplatform.

Under solsengen er der et rum, hvor man kan lægge redningsflåden ind eller fendere og fortøjninger. Vil man tage sol og være hel sikker på, at den rammer en, skal man gå ud foran på fordækket, hvor man på vejen, desværre går på lidt smalle sidedæk, efter min smag.

Men med et højt søgelænder går det fint med støtte, hvis man gerne vil blive om bord. Samtidig er et bredt håndgreb placeret oppe på siden af kahytten.

I cockpittets højre side er der vask og køleskab og en grill kan også placeres der, men som standard laver man mad nede i kahytten i det lille kompakte pantry, man finder i bådens højre side. Under cockpitbordet finder man, via en stige, adgang ned til de to gange Volvo Penta med hver 300 hestekræfter, som på ingen måde larmer under sejlads.

God lydisolering

Selv da vi i Cannes store bølger sejlede en topfart på 31 knob, blev der ikke målt over 78 decibel, og da vi sænkede farten til en marchhastighed til 25 knob, kunne vi tale endnu mere ubesværet, selvom cockpittet ikke kunne lukkes af og dermed mindske støjen fra motorerne.

Generelt er bådværfterne blevet bedre til at lydisolere motorerne og samtidig placere dem på ophæng, så rystelserne ikke forplantets ud i skroget. Udsynet fra førerpositionen er fin hele vejen rundt, og man kan vælge at stå op, når den yderste del af sædet kan vippes op.

Rattet sidder fint både når man skal stå op og styre eller sidde ned og hvis man vil justere Volvo Pentas joystick, under havnemanøvre, er de også godt placeret. Desværre har man valgt en hvid farve hvor instrumenterne er placeret og det giver genskin fra solen.

To store kahytter

Jeanneau har valgt kun at placere et toilet med separat brus, fremme foran den lidt lille salon. Den prioritering virker klog, for det giver mere plads til en stor forkahyt og en næsten lige så stor midterkahyt, men designerne har til gengæld skabt en meget lille hovedsalon.

Ved salonbordet kan fire personer fx kun sidde, hvilket ikke er meget, man satser på at sejlerne vil være mest oppe i cockpittet. Salonbordet kan i øvrigt sænkes, så der skabes en dobbeltseng. Dermed vil seks personer kunne overnatte i Leader 40 Hard Top.

Salonen og de to kahytter har naturligt lys fra sideruder, hvilket er en stor fordel. Noget der koster ekstra fra værfterne, da der er meget strenge CE-krav, når der bores huller i skrogsiderne.

Foto: Troels Lykke

Sporty sejlads

Båden ser sporty ud, den er ikke for klodset eller har for høj overbygning og Leader 40 Hard Top sejler også vældig fint. Da vi sejlede mod vinden i pænt høje bølger, måtte vi lukke soltaget for ikke at få bølgeskvulp ind i cockpittet.

Båden stejlede ikke meget, selvom vi gav fuld gas, vi kunne derfor fint se vandet og var ikke nødt til at trimme stævnen ned, som det ellers ses på mange både i den her størrelse. Under sejlads rullede båden meget lidt, trods høje bølger, så længe vi planede over 17 knob.

Cirka syv sekunder tog det før vi planede og næsten 28 sekunder før vi sejlede fuld fart på 31 knob. Det er ikke imponerende nøgletal, men for en familie på tur må det være alt rigeligt til de fleste. Bådens rat gik fint og der var intet dramatisk at berette, selvom vi svingede så hårdt vi kunne,  under marchhastigheden på 25 knob.

Volvo Penta har nemlig sørget for, at rattet kun kan svinge antal grader i høj fart. Idiotsikring, kan man roligt kalde det. Havnemanøvre gik let med Volvo Pentas joystick, her kan man sejle sidelæns eller ligge båden helt stille på en GPS-position.

Frisk pust

Leader 40 Hard Top var populær blandt de 50 journalister vi mødte under testen. Båden, der koster 2,17 mio. kroner er relativ prisbillig og man får meget båd for pengene og meget luksus.

Båden har mange gode detaljer, som gør det behageligt at sejle, men det skal det også være i så dyr en båd, som er beregnet til weekendture eller en sommerferie. At bo i den året rundt ville ikke gå, dertil er cockpittet for åbent.

PLUS
Sejler godt
Godt indrettet
Smart cockpit

MINUS
Smalle sidedæk
Genskin ved instrumentbræt
Lille salon

Leader 40 Hard Top
Længde  12,33 m
Vandlinje   10,38 m
Bredde    3,80 m
Vægt u. fyldte tanke  7,53 ton
Vægt under test   8,63 ton
Dybgang   1,00 m
Dieseltanke           2 x 362 l
Vandtank    250 l
Kahytter    2 stk.
Pris sejlklar i DK 2,17 mio. kr.
med 2 x 300 hk - Volvo Penta D4
Topfart     31 knob
Topfart med 2 x 370     34 knob
Forhandler  www.Tempobaadsalg.dk, Ishøj
Værft      www.jeanneau.com, Frankrig

Det er her i cockpittet at Leader 40 Hard Top er bedst at være, med mange sæder og muligheder for solbadning. PR-foto

 

 

Motor
content-loader
content-loader
content-loader