Gå til hoved-indhold
Spækhuggere samlet til DM på Aarhusbugten. Foto: Lars Bo PoulsenKapsejlads
Spækhuggere samlet til DM på Aarhusbugten. Foto: Lars Bo Poulsen/Ullmann Sails

DM i Spækhugger og Express: Afgjort på halv meter

- Vi kan lave større stævner, gøre det mere attraktivt for klubberne, og økonomien kan lettere løbe rundt, forklarer Express-sejler H. C. Erbs om samarbejdet mellem de to klasser.

Af Sara Sulkjær |

Sidste weekends DM-stævne i Aarhus havde besøg af både Spækhuggere og Albin Express-sejlere

Som noget helt nyt havde de to klubber sammen med Aarhus Sejlklub nemlig slået sig sammen om at afholde årets Danmarksmesterskaber. 

Større stævner og bedre økonomi
Stævnet var et forsøg, som skulle vise, om det var muligt at bringe de to klassebåde sammen - ikke mindst socialt. 

- Det var super fint, det fungerede rigtig godt, fortæller Express-sejler H. C. Erbs i et interview til minbaad.dk. 

At et samarbejde mellem de to klubber er en fordel, er Horsens-sejleren ikke et øjeblik i tvivl om. 

- Vi kan lave større stævner, gøre det mere attraktivt for klubberne, og økonomien kan lettere løbe rundt, forklarer han. 

2 brækkede master 
Selve kapsejladsen bar præg af meget skiftende vind. 

Efter en torsdag med mellemluft, bød fredagen således på hård vind og 12 sekundmeter. 

- Både en Express og en Spækhugger brækkede masten, fortæller H. C. Erbs. 

Efter de to første sejldage lå feltet fortsat tæt. Blandt Express’erne lå de to første både endda fuldstændig lige.

Danmarksmesteren skulle derfor findes på sidste dagen. 

Afgjort med halv meter
Dét skulle vise sig at blive en tæt affære. 

- Førstepladsen blev afgjort på en halv meter, kan H. C. Erbs berette. 

Den lille margen mellem ét og to skyldes ikke mindst, at vinden lørdag igen var stort set forsvundet. 

Express’erne skulle ellers have sejlet fire sejladser, men måtte nøjes med at gennemføre en enkelt.

Dermed nåede ingen af de øverst placerede sejlere at få et betydeligt forspring. 

Horsens-sejlere i top 3
Danmarksmester blev således Morten Arndal fra Horsens Sejlklub efter 8 sejladser. 

Klubkammeraten og navnebroren Morten Stoy fulgte uhyre tæt efter, men måtte altså tage til takke med 2. pladsen. 

Da stævnet blev afholdt som et åbent DM, kom en svensk båd med skipper Richard Gustring på tredjepladsen. 

Derfor gik bronzemedaljen til stævnets 4’er, nemlig H. C. Erbs og hans tre gaster. De kommer ligeledes fra Horsens. 

- Dette års top 3 er faktisk fuldstændig identisk med sidste års, udtaler bronzevinderen. 

Aarhus-sejlere indtager podiet
I Spækhuggerklassen var ligeledes tre klubkammerater at finde på podiet. Denne gang var det Aarhus Sejlklub, der viste flaget.

Efter 10 sejladser kunne Jesper Høeg række armene i vejret som dette års DM-vinder. 

Sølvet gik til Jørgen Bo Sørensen i båden Mette og bronzen til Jesper Andersen i Canasta. 

I alt havde stævnet deltagelse af 22 Express’er og 19 Spækhuggere. 

Albin Express'er runder topmærke. Foto: Lars Bo Poulsen

Motor
content-loader
content-loader
content-loader