Anna Munch nu til E-jolle VM - en vindertype fra Kaløvig
Vi har interviewet 17-årige Anna Munch, der går efter at sejle olympisk efter VM i Europajolle i 2018. Et spor hun kender fra hendes mor, Mette Munch, der var til OL i 1988.
Anna Munch er bygget af et helt særligt stof. Hun vinder det meste, som hun stiller op i til søs. Fornylig skete det igen til U-19 EM i Europajolle, i Platja d´Aro, der ligger hundrede kilometer nord for Barcelona.
Stævnet var først præget af meget hård luft, hvor sejlerne dog fik sejlet. Det var ikke lige den 57-kilo lette Anna Munchs store styrke. Hun lå dog nummer to efter svenskeren Vilma Bobeck, der vejer 70 kilo.
Det blæste så meget i det nordlige Spanien, at der var totalt kaos i og udenfor havnen, selv politibåde blev sat ind for at sikre de over hundrede Europajolle-sejlere. Og da vinden droppede til mellemluft og lettere vejr og temperaturen steg til 35 grader, trak Anna Munch fra og vandt U-19 EM suverænt.
Fuldstændig fantastisk
Sejren var berusende for den 17-årige sejler, der starter på 2. g på Egå Gymnasium efter sommerferien. Hun har før vundet to U-17 EM i klassen, men denne gang var det et trin op med sejr i U-19 EM.
- Det var fuldstændigt fantastisk at vinde, alle de timer jeg har brugt på vandet med sejlads fem gange om ugen blev belønnet. Det var en drøm, der gik i opfyldelse, fortæller Anna Munch, der også sejler stævner eller træner hver eneste weekend fra april til oktober hvert år.
Og det er især hendes mor Mette Munch, der følger Anna Munch, der af Dansk Sejlunion blev kåret til Årets Talent i sejlsport i 2013, blandt andet efter to gange VM-guld i Zoom 8, da hun var 13 og 14 år. Anna Munch startede allerede med at sejle Optimistjolle, et år før det var kutyme i Egå Sejlklub, hvor hun startede sin sejlerkarriere.
- Jeg startede med at sejle da jeg var syv år fordi min storebror Emil startede, og jeg kunne ikke holde ud at være på land, mens han sejlede, så fik dispensation til at sejle før tid, siger sejleren, der nåede at vinde DM-sølv i Optimistjollen.
Mor var til OL i 1988
Sølv er også noget hendes mor, Mette Munch, har prøvet på sin krop. Hun vandt nemlig VM-sølv tre gange i Europajollen. Hun nåede også at sejle OL i 1988 i 470-jollen.
- Min mor betyder ret for mig når jeg sejler. Hun er med til stævnerne og er jo min hovedsponsor og psykologen bag det hele, hun er grunden til at vi børn begyndte at sejle, fortæller Anna Munch, hvis far, Michael Quist, også er aktiv gast på en større kapsejladsbåd i i Egå.
Til dagligt trænes hun af sejlmageren Jørgen Holm fra Aarhus-firmaet Green Sails, også OL-sejleren i Finnjolle Stig Steinfurth træner Anna Munch og de ni andre Europajolle-sejlere i Kaløvig.
Anna Livbjerg favorit
Nu er Anna Munch taget til VM for seniorer i Norge i Arendal, hvor storfavoritten hos kvinderne er Anna Livbjerg, der går efter hendes VM-titel, når stævnet starter på mandag. I kun to stævner har Anna Munch slået sin klubkammerat Anna Livbjerg.
- Jeg vil være stærkt tilfreds med en femteplads ved VM, men jeg vil faktisk helst ikke udtale mig om hvad jeg forventer, jeg giver mig fuldt ud, men jeg vil ikke lægge pres på mig selv ved at sige jeg skal blive nummer to eller tre til et VM, siger Anna Munch, der før har taget en sjette og syvendeplads ved et VM.
En dag vil hun sejle olympisk, som sin mor gjorde det.
- Det vil jeg gøre efter Europajolle-VM i 2018 i Danmark, men jeg ved ikke hvilken bådtype det skal være i endnu, siger hun til Aarhus Stiftstidende og minbaad.dk.