Tiden knap i Cold Hawaii - Vesterhavet for blidt
Timeglasset begynder at løbe ud i Klitmøller med forkert vindretning. Med kun to stævnedage tilbage er surferne endnu ikke kommet på vandet. Vejrprognoser lover dog bølger i dag og fredag.
Af Sara Sulkjær |
Bølgerne kommer torsdag middag - men tiden er knap i Cold Hawaii.
Vejrudsigten giver formentlig blot 10-12 timers sejlads i dagslys til at finde en vinder af årets World Cup i Klitmøller.
Chefen garanterer vinder
Chefen for World Cup’en i Klitmøller, Robert Sand, er dog stensikker:
- Selvom Vesterhavet har været blidt som en blomstereng de første tre dage af World Cup-ugen, skal man nok finde en vinder i årets udgave af KIA Cold Hawaii PWA World Cup 2015, siger han i en pressemeddelelse.
- Vi har fundet en vinder hvert år, og det gør vi også i år. Jeg tror, at vi sender surferne på vandet torsdag over middag og sejler frem til solnedgang, fortsætter han.
Robert Sand fortæller videre, at surferne forhåbentligt igen kan komme på vandet fredag morgen ved solopgang og køre så længe, der er vind og bølger.
Når vi det?
Den plan giver arrangørerne 12-15 timers sejlads i dagslys. Det er nok, da det kun tager omkring 5 timer at finde en vinder. De 5 timer skal dog være med stabil vind og gode bølger.
- Der er lagt op til nogle ret vilde dage med 'når vi det-stemning' på vandet og fest og musik med Saybia og De Eneste To, der giver koncert torsdag og fredag, siger Robert Sand.
Kæmper i kval’en
Den første dansker på vandet er Mads Bjørnå, som er med i kvalifikationsrunden for at komme ind i hovedturneringen.
Lige nu gør han sit udstyr klar og sørger for at spise det helt rigtige mad.
- Jeg kan godt mærke på kroppen, at den er i alarmberedskab. Men vi er vant til at vente på vind og bølger, siger den 39-årige surfer, der bor i Klitmøller.
Målet er naturligvis at komme med i hovedturneringen. Det kan dog blive svært, hvis bølgerne er små.
- Så bliver det en kamp bare at finde de rigtige bølger derude. Jeg plejer at være bedst i store bølger, som dukker op hele tiden, fortæller Mads Bjørnå, der sejlede på World Cup’en første gang i 2002.
Dansker mod verdens nr. 3
Danmarks bedste bølgesurfer, Kenneth Danielsen fra Aalborg er med i hovedkonkurrencen.
Han får en hård start, når han skal møde nummer tre på verdensranglisten, Jeager Stone fra Australien.
Den tredje dansker, Lars Petersen, har som dansk mester fået et wild card til konkurrencen.
Det er ikke afgjort hvem, han skal møde.
Begge danskere kommer formentlig på vandet torsdag eftermiddag.
Læs mere om World Cup’en her.