Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Per Braad og mandskab var bedst. Foto: Anders Vognsen

Braad fra Vallensbæk vinder DM i J/80 i Dragør

Per Braad fra Vallensbæk Sejlklub vandt DM med Christina Astrup Jørgensen samt Sophus og Bo Jarvig fra Kaløvig Sejlklub, men tysk besætning vandt stævnet med 17 J/80ere

Af Troels Lykke |

Mesterskabet i J/80 var under fine betingelser for kapsejlads. Stabil vind fra en østlig retning, ingen store vindspring og vindhastigheder varierende mellem 4 til 10 m/sek., fortæller Dragør Sejlklub til pressen.

Da der samtidig var tale en lun vind og solen store dele af tiden skinnede fra en skyfri himmel, kunne det ikke blive meget bedre.

Det var derfor en smal sag at få afviklet de 5 planlagte sejladser om lørdagen og tilsvarende om søndagen.

Med 17 deltagende både på startlinjen var der om bord på flere af bådene helt sikkert en forventning om at gøre en god figur og måske være den besætning, der vandt stævnet. Her havde 16 danske besætninger dog gjort regning uden vært.

Tysk besætning slog alle

For besætningen om bord på den 17. båd, der kom fra Bremen i Tyskland, ville det helt anderledes. Såledels blev den tyske besætning med Sven Vagt som skipper vinder af stævnet med en meget overbevisende serie med 6 førstepladser, 1 andenplads og 3 tredjepladser.

For at kunne vinde det danske mesterskab kræves imidlertid medlemskab af en dansk sejlklub under Dansk Sejlunion og danske mester og modtagere af guldmedaljer blev således den besætning, der blev nummer 2.

Dette var som nævnt Per Braad fra Vallensbæk Sejlklub, der som besætning havde valgt Christina Astrup Jørgensen fra Vallensbæk Sejlklub samt Sophus og Bo Jarvig fra Kaløvig Sejlklub.

Sølvmedaljerne gik til Flemming Djernæs, Kim Løndal, Søren Bro Mikkelsen og Jørn Andersen alle Sønderborg Yacht-Club.

Vindere af bronzemedaljerne blev brødrene Rasmus, Thomas og Peter Greibe Nielsen, Struer Sejlklub, som i stedet for farmand Per Nielsen med ondt i knæet, havde allieret sig med Magnus Wittrup fra Snaptun og Troels Hoffmann Toft fra Silkeborg.

Protester trak ud

Inden det endelige resultat kunne præsenteres og der kunne uddeles mesterskabs-plaketter og præmier skulle der dog arbejdes en del i jurylokalet.

”J80-sejlerne går til stålet og er ikke tilbageholdende med at protestere” forklarer stævneleder Mik Jensen.

Det betød, at juryen under ledelse af Gunner Juul Nyholm måtte igennem behandling af flere protester, og præmieoverrækkelse fandt derfor først sted søndag aften ved 20-tiden. 

Arrangementet har nydt godt af støtte fra sponsorerne Slam, Quantum Sails, Palby Marine samt Scandinavian Yacht Center. Og sidst men ikke mindst har Dragør Kommune ved Markedsføringsgruppen støttet op om arrangementet.

"Og så har frivillig støtte og hjælp fra ca. 15 af Dragør Sejlklubs medlemmer været en nødvendig forudsætning for afvikling af et vellykket arrangement. Dem rettes derfor en særlig stor tak til", fortæller Mik Jensen.

Se stævnehjemmeside med resultater og flere billeder

Motor
content-loader
content-loader
content-loader