Gå til hoved-indhold
På vej tilbage mod Florida sejler Signe og Henrik igennem en fish mud. Der er hundredevis af bonefish, der søger bunden for mad, men udefra ser det ud som om, man sejler mod en sandbanke. Foto: Signe StorrTur
På vej tilbage mod Florida sejler Signe og Henrik igennem en fish mud. Der er hundredevis af bonefish, der søger bunden for mad, men udefra ser det ud som om, man sejler mod en sandbanke. Foto: Signe Storr

Signe tilbage i Florida til indklarering og besværlig cruising-licens

- Det er ikke mit indtryk, at USA er stedet, hvor man bør diskutere alt for meget med autoriteterne, fortæller Signe Storr om cruising-licensen.

 

Af Signe Storr, Florida |

Da vi i midten af marts ankom til Bimini, regnede vi ikke med at være der mere end 4-5 uger. 

På immigrationskontoret fik vi derfor bare 50 dages opholdstilladelse. Vi havde dog ikke været der i mange dage, før vi tænkte, at der selvfølgelig ikke var nogen grund til at skynde os hjem! 

I sidste uge fik vi derfor pludselig travlt, da det gik op for os, at vi kun havde få dage tilbage på vores visa. Vi satte derfor kursen mod vest og nåede lige ud af bahamansk farvand, inden vores visa udløb.

Kokosnødder i Robinson Crusoe-stil 
I de sidste dage af vores ophold på Bahamas lå vi på en ankerplads ved en ø i det nordlige Abacos. Her havde en af øens beboere opstillet udstyr til at åbne kokosnødder og indbød de besøgende sejlere til at gøre brug af det. 

Så i bedste Robinson Crusoe-stil (bortset fra værktøjet, der bekvemt var stillet til rådighed) satte vi ud for at finde og åbne en kokosnød! 

Henrik fik banket et par kokosnødder ned fra et træ, og med en machete fik han først skåret det yderste lag væk og dernæst åbnet den. 

Han skal nok øve sig lidt, inden han stiller op i en konkurrence om at åbne kokosnødder på tid. Jeg var dog alligevel meget imponeret og syntes, at det var meget maskulint! Og mums, hvor en helt frisk kokosnød smager godt! 

Det stiller dog nye udfordringer til min madlavning, der lige nu ikke indeholder ingredienser, vi finder/fanger i naturen. Det ville ellers være en betydelig økonomisk fordel. 

Varerne er mindst dobbelt så dyre på Bahamas som i USA med priser som 40 kr. for et broccolihoved, 60 kr. for en juice og 70 kr. for to kyllingefileter - en kokosnød og måske et par fisk kunne være et godt supplement!

Indklarering i Florida
Vi ankom først på ugen til Stuart i Florida efter en behagelig og uproblematisk sejltur over Golfstrømmen. Indklareringen i Florida er anderledes end i Rhode Island, hvor vi blev mødt af folk fra Customs and Border Patrol på kajen. 

I Florida meldte vi i stedet vores ankomst over telefonen, og herefter havde vi 24 timer til at indfinde os på et immigrationskontor for at få stemplet vores pas. 

Da det tætteste kontor var i Fort Pierce, sejlede vi de små 20 sømil nordpå ad ICW og tog en taxi ud til den lokale lufthavn. Her havde de travlt med at indklarere de mange sejlere, der var hjemvendt fra en vintersæson på Bahamas. 

Besværlig cruising-licens 
På immigrationskontoret får man også en cruising-licens. Det et er ikke tilladt at sejle i amerikansk farvand uden. Licensen gælder et år, og vores cruising-licens udløber om en månedstid. 

Det viste sig dog, at man ikke kan få en ny, før den gamle er udløbet. Når den er udløbet, skal man komme fra udlandet for at ansøge på ny. 

Det vil sige, at når vi kommer retur til Florida til efteråret, skal vi sejle til Bahamas og tilbage igen for at få en ny cruising-licens. Derefter kan vi fortsætte vores rejse til Miami og Key West. 

Det virker jo umiddelbart lidt besværligt, men det er ikke mit indtryk, at USA er stedet, hvor man bør diskutere alt for meget med autoriteterne. Vi takkede derfor for hjælpen - så må vi blive den oplevelse rigere!

På jagt efter kokosnødder på Manjack Cay i det nordlige Abacos

Det er muligvis ikke den gængse metode, men det lykkedes da Henrik efter meget arbejde at komme ind til kokosnødden

Jeg drikker helt friskt og meget velsmagende kokosvand!

Endnu engang for anker i ICW. Denne gang uden for Fort Pierce i Florida 

Motor
content-loader
content-loader
content-loader