Signe på Bahamas: Uden motor må man sejle for sejl

Da vi i sidste uge sejlede over The Great Bahama Bank, gjorde Henrik et stort nummer ud af, at vi var en sejlbåd, hvorfor vi derfor måtte ligge og krydse op imod vind og strøm med 2-3 knob for at komme fra Bimini til Berry Islands.

Dieselen på Bahamas er mindst dobbelt så dyr som i Florida, og da der er lavvande i skibskassen, er det selvfølgelig et udmærket sted at spare, selvom jeg mistænker Henrik for at bruge det som en god undskyldning for at sejle for sejl uanset fart og vindretning.

En ting er dog selv at vælge motoren fra, når man kan klare sig uden - en anden er, når motoren vælger én fra.

En morgen, efter at have ligget for anker et par dage ved nogle ubeboede øer, gjorde vi os klar til at forlade ankerpladsen, men da jeg drejede nøglen, sagde motoren ikke en lyd.

Først troede vi, at motorbatteriet var afladet, men den ville heller ikke starte, da den fik strøm fra de andre batterier.

Efter flere timer med hovedet i motoren fandt Henrik frem til, at det måtte være starteren, den var gal med, og dagen var næsten omme, da han opgav at reparere den.

Ankerpladsen lå selvfølgelig bag et rev, som vi skulle zigzagge os ud af (i modvind!), og desuden havde vi været lidt for modige, da vi lagde os for anker, så ved lavvande stod vi på bunden.

Jeg var ikke særlig tryg ved udsigterne til at forlade ankerpladsen for sejl alene, da det havde været nervepirrende nok at komme derind for motor, men Henrik tog det ganske roligt.

I sine unge dage har han sejlet rundt i Danmark i en Elvstrøm/Kjærulf 717 uden motor, så han mente ikke, at det ville blive et problem.

Næste morgen, da vi havde strømmen med os, gjorde vi os klar. Planen var, at jeg skulle styre, mens Henrik skulle klare sejl og dirigere mig.

Jeg var dog temmelig utryg ved situationen, hvilket affødte et mindre skænderi, og til sidst måtte Henrik love mig, at han ikke ville sejle på marginalerne, hvis jeg til gengæld lovede at gøre, som han sagde!

Først fik vi ankeret op, hvorefter vi søgte fri af det lave område, hvor vi lå. Derefter fortsatte vi mod klipperne og revet og den smalle passage, vi skulle igennem.

Fem gange måtte vi vende for at komme ud, men alt gik, som det skulle, og jeg følte mig ganske opløftet af vores bedrift!

Den følelse ophørte dog, da vi senere på dagen skulle lægge os for anker igen, men det gik også uden problemer, selvom jeg var en temmelig skeptisk rorsmand. (Jeg fik at vide, at min attitude ikke gik på et racing-team).

Nu skal vi så finde ud af at få en ny starter, men i mellemtiden behøver vi i det mindste ikke at bekymre os om at bruge penge på diesel!

Signe

Henrik prøver forgæves at reparere vores starter og må til sidst opgive.

Henrik plejer at sige, at vi med vores 1,5 meter køl ikke har brug for mere end 1,6 meters dybde, men her er der alligevel for lavt.

Fem gange måtte vi vende, for at komme igennem åbningen fra Hoffmann’s Cay.