Grejfreak Stefan Myralf har nu valgt udstyr til OK-VM
Stefan Myralf har tre OK-joller, tre kulfibermaster og et hav af sejl. Her ses det i Paul Elvstrøms have. 16 danskere sejler VM i Polen fra 27. juli. Feltet bliver på 120 deltagere.
Stefan Myralf bekyldes af sine OK-jolle venner for at være en grejfreak. Her kan du se hvordan Hellerup-sejleren har valgt grej til VM.
BÅD: Sota-Strandberg fra Danmark
Jeg vælger at bruge Sota frem for Rushworth og Icebreaker NZL. På væsentlige områder er Sota'en bare en bedre jolle.
MAST: C-Tech fra New Zealand.
Der må måles to master ind, så jeg har valgt en medium og en medium/soft mast.
SEJL: Elvstrøm Sails (naturligvis).
- Jeg har valgt 4 sejl ud, men der må kun måles 2 sejl ind. Jeg er ret overbevist om hvilke to jeg måler ind, men tager alligevel 2 andre med. Ugens træning inden VM kan måske give nye ideer til det endelige sejlvalg, men jeg tror nu at det bliver SM2v4 og SM2++ modellerne der får stemplet, skriver Myralf på facebook.
Myralf: Danske topplaceringer lurer
- Det bliver et spændende VM, med 120 deltagere og der er rigtig mange kandidater til de tre topplaceringer. Jeg har ikke sejlet internationale stævner det sidste år og kun to nationale stævner det sidste år, men jeg føler at jeg står med noget grej med potientiale, så nu skal jeg blot udnytte det på den rigtige måde.
De næste 14 dage bliver med fuld fokus. Danmark stiller et stærkt hold på 16 mand, med flere kandidater til topplaceringer, forklarer Stefan Myralf til minbaad.dk.
Stefan Myralf er tidligere dansk mester i OK-jolle og europamaster i Laserjolle.