Gå til hoved-indhold
Kort Nyt

Sådan undgår du søsyge

Svimmelhed, kvalme, svedture og opkast er nogle af de mest almindelige symptomer på søsyge og kan ødelægge enhver sejltur eller ferie.

Af Troels Lykke |

For mange sejlere er noget, der skulle være hyggeligt og afslappende, en ren pestilens, fordi de føler sig elendigt tilpas efter bare få minutter på en gyngende båd.

Svimmelhed, kvalme, svedture og opkast er nogle af de mest almindelige symptomer på søsyge og kan ødelægge enhver sejltur eller ferie.

Hvorfor bliver man søsyg?
Søsyge skyldes, at hjernen modtager modstridende oplysninger. Når vi er om bord på en sejlende båd, sender øjet signal om, at vi er i bevægelse, det fortæller Health Expressen i en artikel, de har leveret til minbaad.dk

Samtidig sender balancesystemet signal om, at kroppen er i stilstand. Denne uoverensstemmelse forvirrer hjernen og gør, at vi får kvalme og kaster op.

Babyer er immune over for søsyge
I princippet gælder disse mekanismer alle mennesker (og i øvrigt også kæledyr), men nogle er mere disponeret end andre.

Det er især børn i alderen 2-12 år, der bliver ramt af søsyge, mens babyer og spædbørn som regel ikke mærker noget, da deres balancesystem endnu ikke er helt udviklet.

Tyggegummi og tidligt i seng
Hvis man har tendens til søsyge, kan det være en god idé at købe håndkøbsmedicin – som regel tygegummi eller tabletter – som indeholder antihistaminer og lindrer symptomerne på søsyge. Man skal blot tage medicinen en time før, man sejler.

Man kan også få receptpligtig medicin, der enten forhindrer eller gør søsygen tålelig. Ved man allerede før sejladsen, at man vil komme i problemer, bør man anskaffe sig behandling – om ikke andet blot for psyken. Medicinen fås som plastre, tyggegummi, tabletter og kapsler.

For nogle mennesker har behandlingen dog en trættende effekt, og det er derfor en god idé at gå tidligt i seng, dagen før man skal af sted. Derudover bør man undgå alkohol og tobak dagen før, og for at undgå opkastning er det bedst med små lette måltider.

Frisk luft
Hvis man alligevel får det dårligt om bord, er det værste man kan gøre at gå ned i kabinen. Gå i stedet op på dækket og få frisk luft og fokusér på et stillestående objekt som horisonten.

Det kan også hjælpe at tage en lur på dækket – kroppen producerer nemlig mindre histamin, når man sover, og symptomerne vil så forsvinde helt af sig selv.

Læs mere om, hvordan du undgår søsyge

Motor
content-loader
content-loader
content-loader