Gå til hoved-indhold
Svendborg Classic Regatta er også for de træbådsejere, der ikke sejler kapsejlads.Kapsejlads
Svendborg Classic Regatta er også for de træbådsejere, der ikke sejler kapsejlads.

Oplev klassiske både i Svendborg til august

Lige nu føles sommeren langt væk, men faciliteter i Svendborg er klar til at modtage træbåde fra ind- og udland til Danmarks største kapsejlads for klassiske træbåde fra 6. august.

Af Troels Lykke |

Sommer, sejlsport og Svendborg vejer tungt i lystsejladsens bagkatalog. Og kan der tilføjes et twist af klassisk skønhed, har vi en af de helt store oplevelser under sejl.

Lige nu kan det med sommeren måske synes lidt langt væk, men ellers er faciliteterne klar til at modtage træbåde fra ind- og udland til Danmarks største kapsejlads for klassiske træbåde.

Det fortæller Carl Mangor, der er med til at arrangere klassisk sejlads i Svendborg.

Den anden weekend i august – den 6. til 8.- sejles der om Sophus Weber-pokalen. Efter et par smukke sømil gennem Sundet øst for Svendborg ligger kapsejladsbanen under ideelle forhold mellem Thurø, Tåsinge og Langeland.

Fire sejladser på trekantsbane og daglig distancesejlads

Herude afvikles fredag og lørdag i alt 4 sejladser på trekantbane samt en daglig distancesejlads fra startområdet på Lunkebugten og tilbage til Svendborg Havn, hvor der er måltagning.

Efter det første korte opkryds står det frit for, hvorledes man besejler Svendborg Sund frem til mållinjen. Banen går fra kyst til uden snærende afmærkninger, så der er noget at spare, hvis man har styr på navigationen.

Med svage vinde og modstrøm, plejer disse to distancesejladser at holde et højt spændingsniveau – lige til det sidste.

Bådene er vidt forskellige af størrelse, men ved hjælp af en måleregel, NNL, Ny National Længde, kan man i et felt, der spænder fra KDY 15kvm til 10-Meter R-både alligevel kæmpe med en vis form for retfærdighed om det samme trofæ.

Ylva og Coronet også inviteret

I hele Svendborg Classic Regattas levetid, har der parallelt med klassikerne i træ også været inviteret klassikere i glasfiber. Dette år er det Steen Kjølhedes ”Ylva” og motorbåden ”Coronet”, der repræsenterer - om ikke nye - så nyere tider.

Svendborg Classic Regatta er også for de træbådsejere, der ikke sejler kapsejlads. For motorbåde i træ og ikke-kapsejlende træbåde er der er bl.a. en slags ”ringridning” til søs, samt en sejlads til Rantzausminde Lystbådehavn med et tilhørende besøg på Mærsk Training Center i Rantzausminde.

På landsiden er centrum for begivenhederne Maritimt Center i Svendborg, hvor også hele arrangementet rundes af med festmiddag lørdag aften frem til kl. 24, hvor det etablerede natteliv må tage over.

Se mere på www.classicregatta.dk/

Motor
content-loader
content-loader
content-loader