Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
De to klubber forventer at se op mod 50 både i Aarhus.

Spækhugger og Albin Express vil være 50 til DM i Aarhus

De to klasseklubber bag Spækhuggeren og Albin Express stabler fælles DM på benene til august. - Vi håber på 50 både, siger formand for Expressklubben, Hans Cristian Erbs.

 

 

Af Sara Sulkjær |

Allerede sidste år blev Spækhuggerklubben og Expressklub Danmark enige om, at 2015 skulle være året, hvor de slog sig sammen om at afholde et fælles DM i Aarhus.

Arbejdet med at lave stævnet har hele vejen igennem været fordelt mellem Spækhuggerklubben, Expressklub Danmark, Aarhus Sejlklub og Sejlklubben Bugten. 

- Flere medlemmer fra begge specialklubber er involverede. De har over efteråret og vinteren afholdt en hel række møder for at afstemme forventninger og uddele opgaver. Det har været en fin proces, som stadig er i gang, fortæller formand for Expressklub Danmark Hans Cristian Erbs i en pressemeddelelse. 

Begge klubber forventer et super stævne på Aarhus Bugten, som er et af landets bedste farvande til kapsejlads. 

50 både til start
Målet for stævnet er at 50 både skal deltage.

I Aarhus Lystbådehavn ligger lige nu hele 30 Spækhuggere, samt en håndfuld Expresser. 

Begge bådtyper har været i vækst i Østjylland i løbet af de sidste par år, så valget af Aarhus som location virkede oplagt. 

Desuden er der lagt op til, at både fra Tyskland, Sverige og Norge kunne finde på at deltage i stævnet, som blandt andet også er en del af Expressklubbens Nordiske tiltag ”North European Express Championship Cup”.

Tilmelding og frivillig hjælp
Stævnet kommer til at foregå 13. - 15. august (uge 33). Tilmeldingerne er allerede i gang. Hjemmesiden for stævnet bliver i løbet af det næste stykke tid opdateret med nyheder.

Kunne man som Århusianer - eller bare sejlsportsinteresseret - tænke sig at være en aktiv del af dette arrangement, så mangler der stadig frivillige til forskellige opgaver. 

Kontakt vedrørende dette til stævneleder Peter West (kontaktinfo findes på stævnesiden).

Se mere på www.dmaarhus.dk 
Motor
content-loader
content-loader
content-loader