Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Ida og Marie vinder i Hyeres. Arkfoto Dansk Sejlunion

Baad og Thusgaard sejrer og får 3.000 euro i præmiepenge

Ida Marie Baad og Marie Thusgaard kæntrede kort før medal race, men vandt 49erFX-klassens World Cup i Hyères efter en suveræn præstation i finalen. Rindom skubbet ned fra podiet

Af Troels Lykke |

49erFX-sejlerne Ida Marie Baad og Marie Thusgaard hentede søndag karrierens anden World Cup-triumf, da de i suveræn stil lå forrest i feltet under det meste af Medal Race – samtidig med, at deres nærmeste rivaler fra Brasilien havde store problemer langt bagude.

Før Medal Race lå de to både side om side med blot et enkelt point mellem dem. Afgørelsen faldt reelt allerede ved første mærkerunding, hvor brasilianerne mistede bådkontrol og ramte mærket, hvilket kostede en 360 graders snurretur som straf.

Herefter handlede det for Ida og Marie mest af alt om at holde båden oprejst resten af sejladsen, alt i mens vinden tog til i styrke og lagde maksimalt pres på sejlernes tekniske formåen.

- Det blæste 9 m/sek. og der var store bølger. Vi gik godt på kryds og skulle bare ikke kæntre på læns, siger Marie Thusgaard, der lød helt vildt glad, kunne vi høre.

Se resultatlisten  her kan man også se at 49erne Warrer og Thomsen tog en samlet 11. plads.

Dobbeltsejr i Medal Race
Den anden danske finalebåd med Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen var også godt med fremme – og formåede tilmed på de sidste meter at overhale Baad og Thusgaard og dermed vinde Medal Race og således sikre dansk dobbeltsejr i den afsluttende sejlads.

Medal Race-sejren var desværre ikke helt nok til at sikre Jena og Katja en podieplads – de slutter stævnet som nummer fire.

Rindom skubbet ned fra podiet
I Laser Radial fik Anne-Marie Rindom en fjerdeplads i Medal Race. I den samlede stilling faldt hun en plads tilbage til en samlet fjerdeplads. En lidt ærgerlig afslutning for den 23-årige Horsens-sejler, der en overgang førte stævnet.

I RS:X blev Sebastian Fleischer nummer otte i Medal Race. Nok til at forsvare den samlede femteplads, som han også havde før finalesejladsen. En femteplads er et superresultat for 21-årige Fleischer, der aldrig tidligere har kvalificeret sig til et Medal Race i World Cup-sammenhæng.           

Sidste danske båd i aktion søndag var Nacra 17-katamaranen med Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck. De sluttede som nummer ni i Medal Race – og ender som nummer otte samlet. Også et virkelig opmuntrende resultat for den unge besætning, der aldrig tidligere har sejlet World Cup sammen.

Baad og Thusgaard klar til For-OL
World Cup-sejren betyder, at Ida Marie Baad og Marie Thusgaard er udtaget for Danmark til For-OL, der sejles på OL-banerne i Rio til august.

- Det betyder meget for os at kunne sejle For-OL. Det bliver en god forberedelse. Vi er også glade for at vi kunne præstere under pres og vinde For-OL billetten, siger Marie Thusgaard i dag til minbaad.dk.

De modtager 3.000 euro for sejren.

- De penge er vi rigtige glade for, siger gasten, der siger at holdet mangler teknisk kunnen stadig efter Idas fodskade.

I forvejen er Jonas Høgh-Christensen (Finn), Sebastian Fleischer (RS:X), Jonas Warrer/Anders Thomsen (49er), Lin Ea Cenholt/Christian Peter Lübeck (Nacra 17) og Michael Hansen (Laser) udtaget til For-OL. Udtagelsen i Laser Radial finder sted senere.

Den danske udtagelse til OL i 2016 foregår ved fire stævner i hver klasse – fra efteråret 2015 og ind i 2016

Motor
content-loader
content-loader
content-loader