TORM Prisen til ildsjæl fra Skælskør Amatør-Sejlklub
Med baggrund i en årelang kæmpeindsats for børn og unge i Skælskør Amatør-Sejlklub er Claus Møller Christensen tildelt TORM Prisen 2015. Prisen er på 30.000 kr.
Traditionen tro er prisuddelinger en del af programmet ved Dansk Sejlunions generalforsamling.
TORM Fondens hidtidige to priser var fra i år slået sammen til én pris – TORM Prisen 2015.
Priskomitéen havde fem nominerede – og yderst kvalificerede – kandidater at vælge mellem. Valget faldt ud til fordel for Claus Møller Christensen fra Skælskør Amatør-Sejlklub.
Motivation bag prisen
TORM Fondens direktør, Jens Bjergmose, motiverede tildelingen af TORM Prisen 2015 med følgende, skriver sejlsport.dk:
”Claus Møller Christensen har i en årrække sat skub i Skælskør Amatør-Sejlklubs juniorafdeling, der er vokset fra tre medlemmer til nu over 50 børn og unge.
Claus har stået i spidsen for klubbens fundraising med et resultat på over en million kroner til attraktive faciliteter som nye broer, nye skure til opbevaring af udstyr og renovering af særlige lokaler til klubbens ungdomsafdeling.
Klubben har med Claus som bærende kraft sat fokus på at skabe et godt, socialt fællesskab og et attraktivt miljø for sejlsportsinteresserede.
Claus er stævneleder og primus motor for udviklingen af det årlige Harboe Cup, der i 2014 samlede 330 sejlere. Stævnet formår at samle børn, unge og voksne om deres fælles interesse for sejlsport.
Stævnet har med tiden fået et fantastisk ry blandt såvel ambitiøse sejlere som de mere breddeorienterede. Claus forstår at tænke nyt, bredt og visionært – og gøre visionerne til virkelighed.
Skælskør Amatør-Sejlklub var således blandt de første i Danmark til at indføre sejlads for ”søstjerner” – børn, der er for små til at sejle ´rigtigt’, men kan lave andre spændende aktiviteter i det maritime miljø. Samtidig sørgede Claus for, at mange af Søstjernernes forældre startede i sejlklubbens sejlerskole.
Claus har naturligvis ikke gjort det hele alene, men hans store drive, gode humør og evne til at uddelegere arbejdet har været med til at motivere og aktivere mange andre gode frivillige kræfter til glæde for sejlsporten.
Claus Møller Christensens mange resultater til glæde for sejlsporten har allerede bragt hans sejlklub – og dermed sejlsporten – på forsiden af de lokale medier. Om nogen så fortjener Claus de overskrifter, som TORM Prisen nu vil afstedkomme- TILLYKKE!”
Netstemmer med i afgørelsen
Foruden Claus Møller Christensen var også Christian Hangel (Frederikssund Sejlklub), Gitte Møller (Sejlklubben Køge Bugt), Faaborg Sejlklub, samt Ålsgårde Surf- og Sejlklub nomineret til TORM Prisen 2015.
Som en nyskabelse havde alle medlemmer af sejlklubber i Dansk Sejlunion mulighed for at stemme på deres favoritkandidat via Dansk Sejlunions hjemmeside.
Afstemningsresultatet gav flest stemmer til Claus Møller Christensen – hvilket indgik i vurderingen hos priskomitéen, der bestod af Jens Bjergmose, direktør i TORM Fonden, Steen Wintlev, sejladschef i Dansk Sejlunion, og Thomas Jacobsen, sportschef i Dansk Sejlunion.