Wild Oats ude - Comanche fører trods skade
Kaput storsejl sendte Wild Oats ud. Båden var ellers bygget om til ny sejr, men er færdig i Sydney-Hobart. Førende Comanche har nu 252 sømil til mål. 29 både nu udgået.
Ken Reads Comanche ramte genstand i vandet syd for Sydney, så styrbord sværd og ror er beskadiget. Det amerikanske mandskab overvejede at udgå, men fortsatte.
Efter skaden røg 88 fods Rambler i front, men 100 fods Comanche fører nu et døgn og syv timer ind i sejladsen.
I Bass Strait ramte Rambler senere et objekt så styrbord sværd blev bøjet og beskadiget.
- Vi har ingen ide om hvad vi ramte, vi kunne ikke se det, siger Ramblers navigagør Andrew Cape til www.rolexsydneyhobart.com/, hvor man kan følge sejlerne via gps.
29 både er udgået, ud af 108 startende fra 27 lande. Der har været pust på over 20 m/sek. i sejladsen på 628 sømil.
Wild Oats måtte overraskende forlade sejladsen efter deres ellers stærke 3DI-North Sails gav op. Fotos: Borlenghi/Rolex
100 fods Ragamuffin er lige nu på 3. plads.