Signe: Endnu en uge på land… Argh - før Cuba

Bedst som vi syntes, at vi var ved at være klar til at komme i vandet, er det som om ingenting går vores vej. Først knækkede vores nye tågehorn, netop som masten var klar til at komme op, hvorfor vi måtte bytte den.

Butikken måtte bestille en ny, da de ikke havde en på lager, og først i dag kan vi endelig få masten på igen.

Dernæst havde håndværkerne skruet trælisten på uden at tætne skruehullerne forinden, og den var heller ikke sat ordentlig på, så sandsynligheden for at der ville komme vand ind – om end det bare var dryp – var stor. Først debatterede Henrik og jeg, om hvorvidt vi overhovedet skulle nævne det eller i stedet blot komme i vandet og selv lave det på et senere tidspunkt.

Vi betaler 500 kr. om dagen for at have en bil, og forsikringen betaler ikke længere for, at vi ligger på værftet, da båden burde være færdig for 14 dage siden. Samtidig er vi også ved at være i tidsnød.

Vores 6 måneders opholdstilladelse slutter om tre uger, og eftersom vi gerne vil vende tilbage til USA til sommer, vil det være uklogt at blive længere.

Vi valgte alligevel at nævne det, og håndværkerne har tætnet listen med glasfiber, hvilket vi lever med. Efterfølgende har vi dog fundet ud af, at den messingliste, der sidder udenpå trælisten, ikke er bestilt, og at de nye printede navne til båden ikke passer i bagbords agterstævn…

Eftersom vi ikke tidligere har ligget på et værft, har vi ikke før stødt på begrebet ”the boat yard blues”.

De andre cruisere har, siden vi kom, talt om, hvor deprimerende det er at opholde sig på et værft, men det har vi ikke kunnet genkende, og vi har primært nydt at få lavet noget på båden.

Men nu har vi dog også tilsluttet os koret af frustrerede, klagende cruisere! Sejleren bag os har været på værftet siden august og taler om de gode gamle dage, hvor han stadig havde håb om at komme i vandet!

Båden er ellers ved at være klar: Alt under vandlinjen er færdiggjort. Gearkassen er lavet (selvom den endnu ikke er testet), de nye skroggennemføringer er blevet boret og lavet med Forespar, udstødningen til motoren er flyttet, og bunden er blevet slebet og fået lagt et nyt lag Copper Coat ved vandlinjen.

Håndværkeren har opgivet at komme farven på skroget nærmere, (hvordan genskaber man også en 30 år gammel slidt farve?), og den blå stribe er malet færdig.

Rorpind, dørlåger og vindror er færdiglakerede, og Henrik har trukket alle nye ledninger til masten og fastgjort ny Windex, lynafleder og nu også nyt tågehorn. Jeg tilskriver the boat yard blues adskillige uopfyldte forventninger, men jeg har stadig håb om at komme i vandet senest mandag!

Signe

Henrik vil have ny storsejlsskinne i cockpittet, så vores gamle hynder passer ikke længere. Jeg har skåret nye hynder og klippet stof til dem, som nu mangler at blive syet.

Henrik har hævet vores Lopo Light mastelanterne, da vindinstrumenterne dækkede for den fra en bestemt vinkel. Han har skåret ringe af et skærebræt og limet dem sammen, hvilket ikke ser kønt ud, men forhåbentligt er effektivt!

Vi har udnyttet, at vi har en bil og provianteret til de næste måneders sejlads i Cuba og Bahamas.

Solopgang over Peanut Island fra bådværftet.