Signe: Ændret planer - Bahamas og ikke Cuba
Arbejdet med Allegro 30’eren trak så meget ud, at Signe og Henrik nu ser sig tvunget til at udskyde sejlplanerne markant. De ligger lige nu på smukke Bahamas.
Inden vi fik et hul i båden, var vores oprindelige plan at sejle fra Miami til Florida Keys og derfra til Cuba, hvor vi ville være senest 1. februar.
Fra Cuba ville vi sejle til Turks and Caicos syd for Bahamas og derefter sejle blandt de mange øer i Bahamas i et par måneder, inden vi i starten af maj ville sejle op til Boston.
Hele sommeren ville vi bruge på at sejle fra Maine, rundt om Halifax, ind gennem The Great Lakes, forbi Montreal og Toronto for til sidst at ende i Duluth i bunden af Lake Superior i slutningen af september.
Herfra ville vi få fragtet båden på tværs af Amerika til Seattle, så vi var klar til nye eventyr i Stillehavet i foråret 2016.
Sommer i Danmark
I de sidste par måneder har vi dog løbende gået vores plan efter, efterhånden som arbejdet med båden er trukket ud. I stedet for de oprindelige 4-5 måneder, har vi nu kun maksimalt to måneder tilbage til at dække alt det, vi gerne vil se, inden vi igen sejler nordpå.
Alternativt kan vi helt opgive at sejle syd for Bahamas, men da vi ikke har lyst til at gå glip af bl.a. Cuba, har vi taget konsekvensen af vores forlængede ophold i Florida. Vi har besluttet os for at udskyde vores tur til næste sæson og i stedet blive landkrabber i Danmark hen over sommeren.
Henrik er dog allerede gået i gang med at kigge efter en lille motorbåd til vores næste eventyr på de europæiske floder, men det har lidt lange udsigter, eftersom vi gerne vil nå til Australien først!
Smuttur til Bahamas
Da vi havde taget beslutningen om at tage til Danmark og udskyde vores tur, overvejede vi at lægge båden på land med det samme.
Vi var dog kommet i tidsnød, eftersom vores visa udløb kun en uge efter, at vi var kommet i vandet, så vi besluttede os for at tage en tur til Bahamas først.
Med et kig på en dansk vejrudsigt tog det os heller ikke lang tid at blive enige om, at der selvfølgelig ikke var nogen grund til at haste hjem!
Den berygtede Golfstrøm
For at sejle til Bahamas skal man krydse Golfstrømmen, og den korteste rute er til Bimini, der ligger knap 60 sømil fra Fort Lauderdale. Golfstrømmen løber med 2-3 knob nordpå, hvorfor man ikke skal krydse strømmen, når vinden kommer fra nord. Desuden skal man være opmærksom på sin kurs, da man hurtigt bliver flyttet nordpå.
Vi har læst flere amerikanske artikler om den frygtede og berygtede tur over Golfstrømmen, men vores tur forløb dog uden problemer, omend det gik meget langsomt.
Sol, palmer og 28 grader
Nu sidder vi så på Bimini på Bahamas i solskin og 28 grader med udsigt til palmetræer og turkisblåt, gin-klart vand og glæder os over, at vi ikke vendte hjem til Danmark lige med det samme.
Hver dag fortæller vi hinanden, hvor skønt det er at have båden tilbage i vandet, og var det ikke for de bahamanske myg og no-see-ums, der tilsyneladende er upåvirket af myggespray og citronella-lys og samtidig meget glade for dansk blod, så kunne livet ikke blive meget bedre!
Signe
Flot og hyggelig udsigt fra cockpittet.
Foran et af Bahamas mange vrag på vestkysten af North Bimini.
Browns Marina på North Bimini, hvor vi har ligget i den forgangne uge.
Nedgang til stranden.
The Compleat Angler Hotel i Alice Town på North Bimini har tidligere været vært for prominente gæster som Ernest Hemmingway, Lucille Ball og Jimmy Buffett. Hotellet brændte desværre i 2006. I dag er der bare ruinerne tilbage.