Natorp til Gråsten Sejlklub: Brug tiden til at overveje løsninger
Sejlklubben har en tidsfrist frem til 1. maj. Brug al den tid, som der er til rådighed – i stedet for at lukke døren for tidligt, skriver DS formand, Hans Natorp i eksklusionssag.
Gråsten Sejlklub udsendte mandag (30.3.) en pressemeddelelse omkring den aktuelle eksklusionssag i klubben. Meddelelsen giver indtryk af, at klubbens ledelse har opgivet at finde en løsning. For en uge siden afviste klubben et konkret løsningsforslag.
Jeg vil kraftigt opfordre bestyrelsen i Gråsten Sejlklub til at genoverveje denne beslutning. Sejlklubben har en tidsfrist frem til den 1. maj. Brug al den tid, som der er til rådighed – i stedet for at lukke døren for tidligt, sådan skriver Hans Natorp på sejlsport.dk
Jeg har ved flere tidligere lejligheder understreget, at det er en ulykkelig sag for alle parter. Ingen skal være i tvivl om, at Gråsten Sejlklub ønsker at skabe de bedst mulige rammer for den lokale sejlsport – herunder skabe et godt og attraktivt socialt miljø i og omkring klubben.
Rettigheder og pligter
I ethvert fællesskab har man rettigheder og pligter. Gråsten Sejlklub har fordele af tilknytningen til Dansk Sejlunion, Danmarks Idrætsforbund og foreningsstrukturen under Kulturministeriets paraply i Danmark.
Samtidig er klubben forpligtet til at følge idrættens grundlæggende regler, som bl.a. beskytter enkeltpersoners rettigheder i foreningslivet.
Hvad enten, man er enig eller ej – eller opfatter en afgørelse som retfærdig eller ikke retfærdig - så er der ingen vej uden om at efterleve en afgørelse fra DIF-Idrættens Højeste Appelsinstans. På samme måde som en afgørelse fra Højesteret er endelig og skal repekteres.
Gråsten Sejlklubs eksklusionssag er efterprøvet i to uafhængige instanser: Dansk Sejlunions Ordensudvalg og DIF-Idrættens Højeste Appelinstans. Begge steder har man vurderet, at Gråsten Sejlklub ikke i tilstrækkelig grad havde begrundet eksklusionen af et medlem.
DIF og DS har lært af forløbet
Gråsten Sejlklub henholder sig til mangelfuld rådgivning fra Dansk Sejlunions sekretariat tilbage i 2012. En mangelfuld rådgivning skal jeg være den første til at beklage, og såvel Dansk Sejlunion som Danmarks Idrætsforbund har taget ved lære af forløbet og har indført bedre rådgivning og procedurer i eksklusionssager.
Mangelfuld rådgivning i første runde fritager imidlertid ikke Gråsten Sejlklub for eget ansvar i forhold til at føre sagen korrekt i anden runde, hvor klubben selv vælger at anke kendelsen til DIF-Idrættens Højeste Appelinstans.
Kriterier skal opfyldes
En sejlklub kan ekskludere et medlem, når man opfylder en række kriterier. En eksklusion kræver tilstrækkelig begrundelse samt, at alle andre muligheder for handling er udnyttet.
Derudover er der betydelige krav om skriftlighed. En eksklusion er den strengeste beslutning, en klub kan tage, og derfor gælder der særlige krav til beslutningen.
Fællesskabet skal beskytte det enkelte medlem, og et flertal på en generalforsamling er ikke i sig selv nok til at ekskludere. På samme måde som en enstemmig kommunalbestyrelse heller ikke kan sætte sig ud over landets love.
Mægligsforslag
Gråsten Sejlklub har det seneste år afvist alle fremlagte muligheder for nedtrapning af konflikten. Dansk Sejlunion har i to forløb gennemført mægling mellem Gråsten Sejlklub og medlemmet.
Så sent som i sidste uge fremlagde en uafhængig mægler en model, som både indebærer en løsning på den juridiske del af sagen (retten til medlemskab) og en flerårig periode til nedtrapning af den menneskelige del af konflikten (hensynet til det sociale miljø i klubben).
Alle anerkender klubbens vanskelige situation – derfor er der investeret mange ressourcer i at finde løsninger, men det kræver, at også klubben bøjer sig i retning af en løsning og anerkender den grundlæggende præmis, at en kendelse fra DIF-Idrættens Højeste Appelinstans skal efterleves.
Udnyt tiden...
Jeg vil endnu engang opfordre Gråsten Sejlklub til at udnytte al den tid, som der er til rådighed. Klubben bad den 24. februar om mere tid til at finde en løsning.
Den 9. marts besluttede Dansk Sejlunions bestyrelse at udsætte den varslede suspension frem til den 1. maj 2015. Gråsten Sejlklub har derfor fortsat en måned til at tage stilling til det mæglingsforslag, som blev lagt frem i sidste uge.
Nøglen til løsningen ligger i Gråsten Sejlklub, og Dansk Sejlunion holder døren åben.
Med sejlerhilsen
Hans Natorp
Formand, Dansk Sejlunion