ØRC druknede i sin egen succes
550 sejlere deltog sidste år i den festlige ØRC-sejlads fra Hellerup til Malmø. Idémand til sejladsen Mads Christensen fortæller nu, at han og holdet bag, ikke har tid til at arrangere mere.
Af Troels Lykke |
ØRC 2016 aflyst, sådan skriver sejlmager Mads Christensen, i en mail til minbaad.dk.
- Trist til mode og en lille klump i halsen er det vi , da vi er nødsaget til at aflyse ØRC 2016. Hver en mulighed er vendt i håb om at ØRC kunne afvikles 2016. Vi kan desværre ikke finde tilstrækkelig tid til at arrangere ØRC og garantere kvaliteten, derfor kommer denne aflysning. Vi er rigtigt kede af at skuffe alle de sejlere som havde planlagt ØRC 2016. Dem der har tilmeldt og betalt får pengene tilbage. Vi imødeser tålmodighed da der er noget arbejde i at tracke betalinger, forklarer Mads Christensen.
Han stod i spidsen for sejladsen med Trine Fabienke, Jørgen Krogh og Casper Peetz, der alle har høstet store roser for sejladsen.
Nye kræfter til
Idefolkene bag sejladsen vil dog se om der findes en fremtidig ØRC, hvor der igen sejles med festlig udklædning og en mindre promille i blodet.
- Vi vil nu i ØRC organisationen prøve at finde en acceptabel model for ØRC i fremtiden, da vi meget gerne ser at ØRC forsætter, gerne med samarbejdspartnere, eller nye arrangører med friske kræfter. Alle gode ideer er velkomne, fortæller Mads Christensen.
Så festligt var det i Malmø i september sidste år. Foto: Peter Søgaard