Gå til hoved-indhold
Sejlere fra blandet andet Schweiz og Slovenien tager turen til næste års Silverrudder. Foto: Troels LykkeKapsejlads
Sejlere fra blandet andet Schweiz og Slovenien tager turen til næste års Silverrudder. Foto: Troels Lykke

Silverrudder udsolgt på ét døgn: - Det er helt fantastisk

Sådan siger stævneleder Ole Ingemann. Sejlerne er begejstrede for solosejladsen rundt om Fyn, hvor 450 har sikret sig startnummer. Der er ingen venteliste i år.

Af Sara Sulkjær |

Flere sejlere sad klar ved computeren, da tilmeldingen til Silverrudder natten til 1. december kl. 00.00 åbnede.

Dét skulle vise sig at være en god beslutning. Efter blot ét døgn var samtlige af de i alt 450 startnumre revet væk. 

- Det tror jeg ikke, andre kapsejladser har oplevet før. Det er helt fantastisk, fortæller en begejstret Ole Ingemann, stævneleder for solosejladsen.

600 sejlere var klar

I år har sejladsen, som betragtes som verdens største singlehand-sejlads, sågar lukket op for yderligere 50 deltagere. Fra tidligere sejladser er erfaringen nemlig, at flere tilmeldte sejlere ikke møder op til starten.  

Stævneledelsen regner derfor med, at det endelige deltagerantal i Svendborg vil ramme de 400, som var antallet af startnumre i 2016-udgaven. Det bliver derfor heller ikke muligt at skrive sig på venteliste i år. 

- Lige nu føler vi ikke, det er forsvarligt at sende flere om Fyn. Starterne er ikke et problem, men vi skal have et øje på dem alle hele vejen rundt. Samtidig vil vi gerne sikre en høj kvalitet, forklarer Ole Ingemann til minbaad.dk.  

Han er dog ikke i tvivl om, at op til 600 sejlere ville have købt startnummer indenfor de næste 14 dage, hvis det havde været muligt. 

Kan fokusere på forbedringer 

Særligt de tyske sejlere har været hurtige ved tilmeldingstasterne. Over halvdelen af de tilmeldte sejlere, helt præcist 264, kommer fra nabolandet.

De mange sejlere fra ind- og udland har ligeledes givet et boost til de frivillige i Svendborg Amatør Sejlklub, som nu kan fokusere på at forbedre oplevelsen for deltagerne:

- Det giver en arbejdsro fremover. Vi kan fokusere fuldt ud på sejlernes foreslåede forbedringer, fortæller Ole Ingemann. 

Der er grund til glæde for Ole Ingemann og resten af Svendborg Amatør Sejlklub. Foto: Troels Lykke

Motor
content-loader
content-loader
content-loader