Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Dan Ibsen ses her til Classic Fyn Rundt, hvor han sejler Twohand-sejlads med sin bror, Allan, i en X-362 Sport. Foto: Troels Lykke

Ibsens skifte fra DS-generalsekretær til KDY-direktør

Det grå guld. Kongelig Dansk Yachtklub får en erfaren direktør i Dan Ibsen, Han stod i spidsen for Dansk Sejlunion i over 30 år. Minbaad.dk taler her med den 60-årige sejler.

Af Troels Lykke |

Den ellers erfarne og respekterede leder fra erhvervslivet Christian Lerche holdt kun få måneder som direktør i KDY, konflikten med Tuborg Havn og andre konflikter sled ham ganske enkelt op. Lerche smed håndklædet i marts 2015 og ville hellere gå arbejdsløs end at være direktør i KDY.

Nu er Two-handsejleren i X-362 Sport og tidligere OL-sejler i 470-jolle, Dan Ibsen, tidligere generalsekretær for Dansk Sejlunion, for bordenden.

Dan Ibsen nåede efter sin tid i Dansk Sejlunion, efter DS-formand Hans Natorp fyrede ham i 2013, at være ansat på Bådmagasinet, men det er nu slut. Dan Ibsen står dog fortsat som ejer og redaktør af Sail-World Europe Ltd.

Men det bliver der ikke meget tid til, virker det til. For nu skal han med KDY-fomand Lars Ive styre uden om de mange undersøiske skær, der hidtil har ramt den royale klub, der på et år alene har brugt over 800.000 kroner på advokatomkostninger efter konflikter i Tuborg Havn og Rungsted Havn.

Og konflikten omkring Tuborg Havn er på ingen måde løst, en retssag er programsat i sommeren 2016. I et år hvor KDY fylder 150 år.

Dan Ibsen forklarer kort om konflikten med Tuborg Yachtklub:

- Der sker så mange spændende ting i KDY, at det ikke må overskygges af konflikten, som forhåbentlig kan finde en løsning i 2016 til gavn for alle KDY's medlemmer, herunder naturligvis også vores medlemmer i Tuborg Havn

Men Dan Ibsen, hvorfor har du sagt ja til jobbet som direktør i KDY?

Ganske enkelt fordi jeg synes det er en spændende udfordring og et privilegium fortsat at kunne arbejde indenfor sejlsporten.

Jobbet i KDY er en ny mulighed for at arbejde med sejlsporten. Jeg vil gerne bruge min motivation, energi, erfaring og viden på at være med til at udvikle KDY’s mangeartede aktiviteter til gavn for medlemmerne og dansk sejlsport.

Og det bliver ikke mindre spændende af, at jeg får mulighed for at starte jobbet i forbindelse med fejringen i 2016 af klubbens 150 års jubilæum.

Med dette job i KDY kommer jeg helt tæt på sejlerne, og i KDY er der et væld af spændende aktiviteter for alle medlemsgrupper.

Vores to ungdomscentre i Skovshoved og Rungsted med aktiviteter for både jolle- og kølbådssejlere er et sted, hvor vi skal udvikle gode sejlere, som får lyst til at sejle hele livet.

Dette går hånd i hånd med talentudviklingen og dermed også vores Elitecenter Øst, i samarbejde med Hellerup Sejlklub, Skovshoved Sejlklub, Dansk Sejlunion og Team Danmark.

Vigtig med god sejleruddannelse

Efter min mening er det vigtigste er, at de unge får en god sejleruddannelse og gode kammeratskaber, som skaber en livslang tilknytning til sejlsporten. De unge finder selv deres egen platform i tursejlads, kapsejlads eller elitesejlads.

Og vi kommer i fremtiden til at have sejlerskoleuddannelser for voksne fra alle vores tre basishavne i Rungsted, Skovshoved og Tuborg. Fremtidens sejlergenerationer skal naturligvis være i centrum.

KDY’s mange cruising aktiviteter er utrolig vigtige for et stort antal medlemmer i klubben over hele landet, og det er også et område, som jeg mener vi kan gøre endnu mere ved i fremtiden, idet dette udgør en stor gruppe af KDY's medlemmer.

Tursejlerne udgør både ejere af sejlbåde og motorbåde, og jeg mener, at vi skal kigge endnu mere på at integrere motorbådssejlerne i klubbens aktiviteter.

Et af højdepunkterne i vores 150 års jubilæumsår bliver på cruising siden det nordiske ”Vikinge Træf”, hvor vi mødes med sejlere fra søsterklubberne KNS, GKSS, KSSS og NJK i Aarhus til sommer.

Og så bliver 150 års jubilæet også en utrolig spændende kapsejladsår, men omkring 20 nationale og internationale stævner, startende med M32 Scandinavian series og World Match Racing Tour event i maj i København.

ORC VM for over tusinde sejlere

Dernæst holder vi ORC Worlds 2016 fra Skovshoved Havn i juli måned med 100+ både og 1000+ sejlere – det bliver så vidt jeg ved det hidtil største VM stævne i Danmark målt på antal sejlere.  Og i August har vi det traditionelle Wessel & Vett 12M stævne som kombineres med 8M EM og 5.5M VM og Scandinavian Gold Cup.

Jeg synes også det er meget vigtigt og givende for KDY at samarbejde med andre klubber om arrangementer.

I august holder Danmarks to ældste sejlklubber, KDY og Svendborg Sunds Sejlklub sammen EM i match race på Svendborg Sund, og i starten af september har vi den glæde at være med til afviklingen af Dragon Gold Cup i Hornbæk, sammen med Hornbæk Bådeklub og Hellerup Sejlklub. Og KDY vil også i fremtiden søge spændende samarbejder med andre klubber rundt omkring i landet.

DM i Folkebåde og KDY 15m2 i Skovshoved

Den største nationale kapsejlads bliver DM for Folkebåde og KDY 15m2 i Skovshoved Havn, og så afvikler vi naturligvis vores traditionelle stævner, Helly Hansen Cup, Watski 123 Star, Pantaenius Cup, Knarr udtagelsesstævne, en række match race stævner m.m.

Kigger vi fremad mod 2018, har jeg også talt med Thomas Capitani i Sailing Aarhus om, at KDY gerne vil være med og hjælpe med afviklingen af ISAF Worlds 2018 på Aarhusbugten, som bliver den største sejlsports begivenhed nogensinde i Danmark.

I DS regi var jeg gennem en årrække med til at støtte Sailing Aarhus bestræbelser på at få dette VM til Danmark, og det vil være fantastisk at se sejler Danmark samarbejde om at gøre det til en kæmpe succes.

Gallamiddag i Operaen til maj

Vores gallamiddag og fest i Operaen midten af ​​maj markerer også 150 års jubilæum, og vil også være et højdepunkt i denne meget spændende 2016 sæson, sammen med masser af andre aktiviteter for vores næsten 2000 medlemmer.

Hvem har ikke lyst til at arbejde med alle disse spændende aktiviteter, sammen med en masse vidunderlige frivillige i sejlsporten, samt en meget dedikeret og kompetent gruppe af kollegaer ? Det har jeg i allerhøjeste grad, forklarer Dan Ibsen i dag til minbaad.dk.

Det grå guld. Dan Ibsen har også erfaring fra international organisationsarbejde via ISAF og EUROSAF.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader