Bøje sejler til Skotland i LM 27eren (1)

Solen skinner. Vandet er blåt og foran mig turkisfarvet. Jeg ligger for anker med min LM 27 på sandbund på 2,7 meter vand. Jeg nyder at ligge for anker på den rigtige ankerplads, når båden og dens systemer er i orden. Det er de. Så føler jeg mig tryg.

Omkring mig ligger land. Det er som en lagune, lukket på de fleste sider, undtagen syd. Men der mangler dog palmerne. Man siger, at der slet ikke er træer på disse øer. Ikke noget med bøgen (og palmen) sig spejler i bølgen den blå. Jeg kan faktisk heller ikke se nogle, lavt land, rundet. 

Jeg er ikke sejlet til troperne. For en uge siden var jeg i Aalborg. Jeg er på øgruppen Orkney, der ligger mellem Nordsøen og Nordatlanten. Øerne tilhører Skotland og ligger nord for fastlands-Skotland. 

Øen hedder Stronsay og er en af de nordligere. Nord for Orkneyøerne ligger Shetlandsøerne. Jeg ville oprindelig til en lille, isoleret ø, Fair Isle, der ligger mellem Orkneyøerne og Shetlandsøerne, men så skulle jeg have krydset i den kraftige nordlige vind.

Ankerpladsen i naturhavnen på Stronsay (59 05,949 N, 002 38,91W, altså vest for Greenwich meridianen) fandt jeg på det officielle elektroniske søkort fra Seapilot. Kortet over naturhavnen passede, jeg kunne sejle helt ind på lavt vand. Der er en tidevandsforskel på mere end ca. 1,5 meter. Jeg kan se, når vandet er trukket tilbage fra sandstranden derinde.

Turen hertil skal jeg fortælle om i en anden blog. Situationen var ikke blot idyl. Jeg kom tidligt, tidligt om morgenen hertil. Styrke seks vind fra nord med en smule øst. De opgiver vind her i Beaufort. Det er 11-15 m/s. Da jeg havde strøget sejlet ved indsejlingen måtte jeg bruge fuld kraft for motoren imod vinden for at komme herind. Tak motor for det. 

Ifølge oplysningerne i Reeds Almanac, som jeg havde med, er der kraftige strømme omkring øerne, fordi øerne giver snævrere render, som vand fra Nordsøen og Atlanterhavet skal igennem, Hertil kommer, at dybden reduceres fra måske 100 m og mere på det fri hav til 20-30 meter i passagerne mellem øerne (som dog kan være flere sømil brede). 

Den mest berygtede er Pentland Firth, der løber lige nord for Skotland-fastlandet – frygtet af mange sejlere. Reeds opgiver, at der kan være op til syv knobs strøm, Hertil kan jo i værste fald komme, at man skal arbejde sig op mod en modvind. Jeg kan næppe sejle så stærkt for motor, så enten må man sikre sig, at man har check på tidevandet – jeg er nybegynder på dette område – eller holde sig væk. Også mellem øerne kan der være op til seks knobs strøm.

Da jeg kom, regnede det, var meget diset og blæste i hvert fald de seks Beaufort. På land kunne jeg kun se en større gård og nogle få, små huse med enorme skorstene. Sikkert ikke noget centralvarme her. Engelske kaminer. 

Undervejs havde jeg læst Bornholm-maleren Olaf Høsts’ aforismer. Han elskede Bornholm om vinteren. Han ville kunne lide Stronsay. De så ikke ud som maj, men som november i fantasien må være. Møgkoldt i den stærke vind. Det kan være hyggeligt, når man har sin dieselvarmede båd og krybe ned i. Og ned køjen og sove. Lækkert.

Og hvad så nu? Det er ikke fordi, jeg med min udflugt her planlagde de store landture. På Fair Isle var der næppe meget at se, ej heller her. Da jeg om natten, før jeg kom, havde det hårde vejr, og jeg tænkte, at nu kunne det være nok, tænkte jeg samtidig, at jeg jo kunne vende om mod Danmark (måske fire dages sejlads). Dog ikke rart i den hårde vind, selvom jeg ville have den med. 

Mit hovedproblem var dog, at jeg ikke havde vejrudsigt for denne periode. Da jeg tog afsted fra Danmark, havde jeg en vejrudsigt for ti dage, som viste sig overordentlig korrekt (PredictWind-app’en). Men den forudsætter internet-forbindelse. Jeg har ganske vist to simkort, men ingen af dem tillader åbenbart her fra internetforbindelse. Jeg kan heller ikke ringe. 

For sejladsens sidste to dage skaffede jeg mig et supplement fra et forbi sejlende skib pr. VHF. Det kan jeg nok også gøre her fra ankerpladsen. Jeg kan også få en vejrudsigt her pr. VHF, fik den i går, men hørte ikke fra dem i dag, har ellers VHFen åben. Også på FM og DAB, som jeg kan høre, sendes, ifølge Reeds, vejrudsigt - midt om natten, tak. Men også her vist kun for et par dage frem og i omegnen af UK. 

Konklusionen er, at jeg har planlagt at sejle til Kirkwall, ca. 15 nm borte, ”hovedstaden” for Orkneyøerne. Her har de internet, mad, diesel etc. Sikkert også en pub. Der står ligefrem, at det er en smuk by. Men jeg vil vente på bedre vejr, især hvis jeg skal have det imod mig.

Hygge i kahytten med 1051 sider. Foto: Bøje Larsen

Som man kan se, har jeg god gavn af Reeds Nautical Almanac, som den hedder i fuld form. Det er et fantastisk værk. På tyndt papir er den 1051 sider. Det er en kombination af lærebog, havnelods, sejladsvejledning, kommunikationsvejledning (alle frekvenser og telefonnumre), fyrliste, mængder af tidevandstabeller etc. fra Shetlandsøerne over Danmark (Vestkysten), Europas øvrige vestkyst, Gibraltar samt Madeira og Azorerne. 

De skriver, at der er 45.000 ændringer i den pr. år og sikkert mere end det tidobbelte oplysninger. Jeg bliver syg ved tanken om at skulle redigere den. 

Og så er jeg henvist til i radioen at høre BBC’ forskellige stationer. De er fremragende. Den skotske lokalradio havde i øvrigt i går en mange timer lang udsendelse i anledning af 100 års dagen for slaget ved Jylland i 1916 som en del af Første Verdenskrig. Meget informativ og følelsesfuld. Der var også en mindehøjtidelighed her på øerne, hvor bl.a. den britiske flåde havde base – Scapa Flow, vist også under Anden Verdenskrig. 

Tyskere var også med i højtideligheden (Gauck, den tyske præsident - Cameron var også med). Jeg blev meget indtaget i udsendelsen og i UK. Jeg sad med den mening, at den danske radio ikke typisk laver en sådan udsendelse. 

Hvor er den danske krigsindsats, som DR ville referere om, uden at den var spydig og præget af en dagsorden om, at de ledende var dumme? Ikke at BBC Skotland dyrkede en krigsheroisme, men den respekterede den, fortalte om slaget og dets mennesker og glædede sig ved, at Tyskland ikke er en fjende mere.

Fransk sejlbåd har lukket og slukket 

I dag har jeg i øvrigt sovet længe og spist gullash med paprika til morgenmad, den bedste dåsemad jeg har med. Derudover har jeg installeret min lille og billige konverter, så jeg har 220 volt strøm til min computer, så jeg kan skrive dette (fra 12 volt til 220 volt til igen 20 volt, som computeren vil have!), ordnet forskellige skuffer, som springer ud i sø etc. etc.

Nu kører motoren i tomgang for at sikre strømmen, VHF, køleskab og computeren, så denne blog har sikkert kostet to liter dyr marinediesel. 

Solen skinner stadig i den palmeløse lagune, det er ikke koldt. I lagunen her ligger et andet skib, 40-50 fods fransk sejlbåd med gammeldags rig. Jeg har prøvet at ringe til ham (VHF), men han svarer ikke, han har sikkert lukket og slukket og sover.

Dagen efter: Slut med solskinnet, tilbage til efterårsvejret, regn, dis og den sædvanlige nordlige vind. Koldt. Heateren kører fuld tid. Shetland radio har pr. VHF netop sendt vejrudsigt for områderne her: Samme vind, N-NØ, 5-6. Nævnte han muligheden for fire, jeg hørte det knapt? 

På ”min” radio BBC Skotland sang en popstjerne en sang, hvor teksten ”Nobody stay in the same place anymore” forekom. Det var hun ked af. Jeg kan oplyse damen, at jeg faktisk er på samme spot, trods vinden. Og at jeg er glad for det. Det siger min ankervagt-app og mine øjne, jeg kan nemlig stadig se land. Jeg er meget tilfreds med, at ankeret holder; det har været min væsentligste bekymring.