Sejlere i alle aldre: Derfor skal du tage på klubkonferencen
Saml inspiration og få nye bekendtskaber. Mulighederne er mange på konferencen, hvor også de unge har noget at sige, fortæller fire sejlere.
Af Sara Sulkjær |
Dansk Sejlunions klubkonference er blevet en årlig tradition for flere sejlere. Men hvorfor skal man møde op i Vingsted 25.-26. november? Minbaad.dk har spurgt fire sejlere.
Anne Holst glæder sig til møde sejlere fra andre klubber. Foto: Privatfoto
Anne Holst på 24 og medlem af Bogense Sejlklub fortæller:
Man skal tage med på konferencen, fordi man får en masse fede input at tage med tilbage til ens sejlklub. Jeg oplever den fede stemning, hvor alle, som er med, bidrager med deres tanker og oplevelser. Samtidig kan man tage en god snak med DS og høre deres side af en sag - og selv blive hørt. Og så er det bare en fest at være med som ung - alle de ”gamle” vil gerne høre, hvad man har af sjove og gode idéer.
Hvad jeg ser mest frem til er helt klart at skulle vidensdele og snakke med de mange andre sejlere samt få nye bekendtskaber i andre klubber. Det er super skægt, når man efterfølgende kommer rundt i Danmark i løbet af sommeren og møder alle dem, man har mødt på konferencen.
----------
Nils Andersen er i bestyrelsen i Marselisborg Sejlklub. Foto: Privatfoto
Nils Andersen fra Marselisborg Sejlklub:
På konferencen møder du alle dine kollegaer fra de andre klubber, og du har mulighed for at høre, hvordan det går hos dem. Også på de spor, som plejer at være på konferencen, er der mulighed for at høre fra de forskellige klubber. Det er en god inspiration og samtidig en oplagt mulighed for at skabe netværk i sejlsporten.
Særligt glæder jeg mig til at snakke med repræsentanterne fra de andre klubber. Her i Aarhus har vi et VM om halvandet år, hvilket er en meget, meget stor opgave, som vi skal bruge hjælp til. Der er så mange dygtige folk i de andre klubber, som måske kunne have lyst til at en give hånd med og opleve det på nærmeste hold.
----------
Annette Fentz glæder sig at få nye input. Foto: Privatfoto
Annette Fentz, Gilleleje Sejlklub og tovholder i Vild med Vand-projektet:
På konferencen får vi nye input på alle fronter, som vi kan tage med hjem i klubben og lege videre med hen over året. Det er super inspirerende og rigtig dejligt at se, at også de unge nu er tunet ind på at forme fremtiden i vores klubber.
Ikke mindst er det hyggeligt at mødes med, sparre med og få en enkelt øl med alle de andre søstærke sild fra hele landet, som også gerne øser af deres viden og erfaringer. Man er fyldt med ny energi efter sådan et par dage sammen med både de unge og de ikke helt så unge.
----------
Her ses Frida Hangel til ungdomscruise i uge 29. Foto: Privatfoto
Frida Hangel på 22 fra Frederikssund Sejlklub:
Det er fedt, spændende, og så er det i min overbevisning, at man som ung med holdninger bliver hørt. Man har mulighed for at få et billede af, hvad sejlsport er på et større organisatorisk plan, hvilket også er nødvendigt, da det i fremtiden er de unge, der skal føre sejlsporten videre. Samtidig er der kanon rum for sparring, og du kan lære andre unge med interesse for sejlsporten at kende.
Jeg ser allermest frem til modulet omkring Dansk Sejlunions nye ungdomsnetværk. Jeg har siddet og arbejdet med Dansk Sejlunions Ungdoms Netværks arbejdsgruppe siden generalforsamlingen, og det bliver godt at få afholdt et ordentligt årsmøde, få præsenteret nogle tanker og få fastsat en bestyrelse. Derudover skal man jo ikke glemme at nævne maden på Vingsted og det fede ved at mingle med både mere eller mindre gråhårede.
----------
Tilmelding
Har du endnu ikke tilmeldt dig konferencen, kan det endnu nås. Sidste tilmelding er mandag 7. november. Læs mere og tilmeld dig her.
Er du ung og tilmeldt – eller overvejer at tilmelde dig – opfodrer Frida Hangel til at tjekke ungdomsforlængelsen og efterfesten ud på Facebook her.