Bøje: Call center og iskagebod redder Skive (2)

Første del af ekspeditionsberetningen, der beskriver farerne og oplevelserne på vej til havnepladsen i Skive eller Kive, som det åbenbart også kaldes, findes her. 

På den tredje ekspeditionsdag var vi mere trygge ved havnen. Vi havde læst de instrukser, der var ophængt, talt med havnerobotten. Der var ingen åbenbare trusler. På havnekontoret var heller ikke denne dag nogen personer.

Ingen havnefoged havde fundet ud af, at den betalingsslip, der var sat på ekspeditionsskibet i øjenhøjde fra broen, kun fortalte om betaling for den første nat. Ekspeditionslederen, fejluddannet som han åbenbart er, havde ikke været i stand til at føre en samtale med havnerobotten.

Lokalet ved siden af havnekontoret hedder sejlerstuen. Her står en computer, som er havnens forbindelse med internettet. Intet Wi-Fi til bådene. Den kører Windows XP Home edition 2002, og Google Chrome protesterede ved samarbejdet.

Sigtet var egentlig at afsende en beretning om ekspeditionens succes til omverdenen, hvis vi skulle omkomme, men vi overvejede nu den klassiske metode at bygge en varde og indlægge vore beretninger i den.

Det var nu på tide at opsøge de steder, hvor den egentlige boplads Skive skulle findes. Jeg var nødt til at tage af sted alene, da mandskabet trykkede sig. Ifølge oplysninger på nettet skulle der være 1,5 km til centrum for bopladsen.

Jeg tror, at det var ”ejendomsmæglermål”. Sitet boliga.dk har for nylig påvist, at de fleste boligannoncer underdriver mht. afstanden til vigtige serviceinstanser som skole, børnehave, indkøb.

De har også fundet ud af, at der ifølge boligannoncer mindst er 10 steder i landet, der er Danmarks smukkeste badestrand. Jeg tænker, at der også er mindst 10 havne, der er den smukkeste, når de selv skal forklare det. På havnens hjemmeside omtaler dén i Skive sig som ”Danmarks dejligste havn, siges det.”

Frelsende iskagebod

Halvvejs på turen til ”centrum” i den trykkende varme opdagede jeg til min glædelig overraskelse det, der i Danmark kaldes en iskagebod. Jeg måtte ind dér og køle mig. En ung og smilende, sort pige solgte mig en ”vaffel med 3 kugler”.

Hendes dansk lød på linje med eller bedre end skilteskrivernes i havnen, men hendes hudfarve og venlighed overfor fremmede får mig til at antage, at hun ikke har rødder i Danmark.

Jeg var nok lidt forfjamsket ved den varme og pludselige menneskelige samt kvindelige modtagelse og glemte både at spørge hende, hvor hun kom fra og tage et billede af hende som dokumentation.

Således forfrisket – på sjæl og legeme - stred jeg mig i heden frem mod mod den formodede boplads. På et skilt over bopladsen så jeg noget, der skulle være en gade, der hed Adelgade. Den slags fornemhed på en primitiv boplads betyder efter normal antropologisk antagelse, at det er det, som andre kalder centrum.

Et tip fra den antropologiske forskning i øvrigt: Hvis ikke man kan identificere centrum ad denne sproglige vej, må man vandre frem og tilbage. Ser man et skilt ”Centrum”, følger man det ….

Ofte uden at man kan se noget, der ligner et centrum for noget som helst, indtil man møder et centrum-skilt, der viser tilbage mod, hvor man er kommet fra. Mellem disse to mod hinanden pegende centrum-skilte, ligger det, som bopladsens vejafdeling anser for centrum.

Men jeg sigtede mod Adelgade. Her mødte jeg chokket. En pæn by, men næsten ikke et menneske. Se billederne.

I noget falsk reklamemateriale om byen vises et billede af en smuk gågade i solskin med mennesker på (statister?) fotograferet fra toppen af et hus (billedet er vist over denne artikel). Det må have kostet en formue, vente på den rigtige dag, det rigtige vejr, tørvejr, hyre statisterne eller hvem det er, kravle op på toppen.

Jeg kunne tage mine billeder inden for en times tid. Der var ikke meget solskin, men heller ikke regnvejr eller skybrud. Så havde stedet ikke gjort så godt et indtryk som på de billeder, jeg viser nedenfor.

2 mennesker opdaget

Det må i sandhedens navn nævnes, at jeg så mennesker. To. De lignede dem, vi i Danmark kalder ”flygtninge”. De gik tæt sammen i de tomme rum og smuttede så ind i en spilleshop. Ved nærmere observation slutter jeg, at der er flere på bopladsen.

Nogle pæne borgerhuse var lidt mindre vedligeholdt udvendigt end de andre, vinduerne stod åbne, så jeg kunne høre fremmedartede sprog.

Der er jo som bekendt meget debat om flygtninge og af behandlingen af dem. Men jeg spørger, om det er i overensstemmelse med humanistiske idealer med et sådant isolationsophold ofte af unge mennesker i den vilde alder.

Jeg nåede velbeholden hjem til ekspeditionsskibet, Mandskabet lyttede med angst i øjnene og alligevel tvivl i sindet til min beretning.

Næste dag var der et flertal på skibet, der mente, at vi hurtigst muligt måtte søge tilbage til base-camp. Et mindretal (der inkluderede mig) ønskede sig en is fra nævnte iskagebod, uden nærmere at nævne grunden, men blev nedstemt.

Call center løser opgaven perfekt

Som sidste oplysning kan jeg give, at da Bus Two velbeholdent nåede tilbage til dansk farvand, valgte jeg at ringe til det telefonnummer, som stod på et af skiltene som tilhørende havnekontoret og havnefogeden. Det så ud til at være klistret på i nyere tid, f.eks. inden for de sidste 10 år. Var der mon personer bag dette? Jeg tvivlede.

Ringede, ingen tog telefonen. Men jeg måtte i sagens navn holde ved. Til sidst svarede en mand. Han talte et pænt dansk dog med en accent. Han forklarede, at han i dag ikke var i havnen eller på havnekontoret.

Det vidste jeg godt, heller ikke i går. Han var venlig, blev ikke vred, da jeg fortalte om mine problemer med havnerobotten og betalingen, som ham der indkasserer pengene på Sicilien måske havde mailet om. Vi aftalte, at de skulle ringe til mig, hvis jeg skyldte dem penge. Jeg hørte ikke mere fra ham.

Nogle har over for mig foreslået, at hans ”accent” var jysk dialekt, men jeg tvivler. Jeg tror snarere, at han tilhører et af de mange effektive og billige call centre (og mandlige læsere, dette har intet med kvinder at gøre!), der findes i Indien.

Det tilsiger hans accent, hans servicemindedhed, den lange omstillingstid til det fjerne Indien, og det forhold, at han ikke har været på havnen. Det lader sig ikke så let gøre.

Jeg vil rose havnen, eller hvem det er, for at have ansat det udmærkede call center. Det viser, hvor dygtig Indien er ved at blive. Det viser for mig også, hvor udviklingen går hen: Den pengeløse, personløse og måske bådløse havn (det er lettere at ”sejle” på netapplikationer, skal ikke bundmales).

Kulisse eller flugt?

Ekspeditionens resultater kan sammenfattes således: Der findes bygninger og andre artefakter, der tyder på, at der for kortere eller længere tid har været en levende by eller boplads omkring Skive, også med danske traditioner. Men bopladsen virker i dag ret forladt.

Forklaringen kan være én af to: Kulissehypotesen: Bygningerne er lavet som en kulisse til f.eks. en film eller en reklamebrochure, som et reklamebureau har udgivet og tjent penge på. ”Beboerne” har i dette tilfælde været hyrede statister, der nu er væk. Den anden mulighed er flugthypotesen, at befolkningen er flygtet - af grunde, som vi ikke helt forstår. Sygdom? Mangel på indkomstmuligheder? Kedsomhed?

I denne forskers øjne er ekspeditionens resultater ikke rare. Men det afhænger måske af perspektivet. Redaktør-Troels har for kort tid siden skrevet en artikel her på sitet fra et besøg i Hou.

Han skriver i overskriften, at ”… her sker heller ikke noget”. Så nu har man både Skive og Hou at vælge imellem som stresset byboer, der søger afstresning.

For tiden klager nogle beboere i det indre København over larm fra diskoteker og natværtshuse. Hvis det sker i Skive, må det være nogle brokkehoveder. Skive har god plads, træer, huse til salg, en god men noget personfri havn. Der er sågar observeret iskager med skum.

Konsulenten foreslår…

Som gammel konsulent kan jeg ikke lade være med at give et råd til bestyrelsen, hvis en sådan findes: Gå ned til den sorte, søde pige i iskiosken. Bestil en vaffel med 4 kugler (for at vise, at et alvorligt tilbud er på vej). Bed hende flytte sin iskiosk ned i havnen, hvor man ikke kan købe levnedsmidler, og derfor skal i Adelgade og omegn. Bed hende sælge brød, ost, spegepølse, øl og pølser også.

Lad hende gå en tur i havnen hver dag og opkræve havnegebyr. Mændene vil gerne komme flere gange, først for at betale, så efter øl, og så for at betale igen i deres inducerede forvirring.

Erstat havnerobotten med én, der ligner en lille fiffig person, og som har et opdateret program.

Folk fra hele landet vil komme for at se den. Ungerne vil stå i kø for at lege med den. Skrot skiltene og erstat dem med nogle korrekte eller mere menneskelige. Kan tegnes af enhver kreativ person i 18 års alderen, selvom sproget så nok ikke bliver meget bedre. Køb en telefonsvarer. Prøv systemerne selv.

Byens problemer med affolkning og tomme huse, lukning af forretninger i de gamle gågader bl.a. pga. konkurrence fra storvarehuse, må jeg desværre afvise at løse. Managementkonsulenter kan ikke alt.

Her anvendes byens gamle navn. Kulturcentret vender sine smarte persienner ud mod vejen.

Gågaden som jeg så den.

Mere gågade. Det regnede ikke den dag, men de 11 stjerner?

Her vågnede ekspeditionslederen op. Til højre et ølværtshus med lokkende billeder. Desværre var der lukket.

En prototype på Skive havns nye havnerobot, forhåbentlig med et opdateret program.

Professor Bøje Larsen har for tiden sin LM27 liggende i Limfjorden. Til dagligt bor danskeren i Berlin. Foto: Troels Lykke