Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Havnen vil alle dage emme af markedstemning, og der vil være musik og masser af boder. Her foto fra skippermødet i Bogense. PR-foto

Havets Roskilde Festival sejles om få uger

2.000 sejlere gør Palby Fyn Cup til årets største kapsejlads i slutningen af maj. - For rigtig mange handler det mest om at være med og mødes med andre, siger Peter Helleskov fra Palby.

Af Troels Lykke |

Det er ikke uden grund, at sejladsen blandt landets sejlere bliver kaldt havets Roskilde Festival. Peter Helleskov, direktør fra Palby Marine i Kolding, som er hovedsponsor på Palby Fyn Cup, fortæller nemlig, at sejladsen har sin helt egen stemning.

“Det er noget, man som sejler ikke vil gå glip af. Det er noget, man skal være med til og være en del af. Mange af sejlerne kommer igen og igen år efter år. Og det er noget, man snakker om længe efter.”

Det handler om at være med i år bliver Palby Fyn Cup skudt i gang den 27. maj. Og festen varer helt frem til den 29. maj.

Fra de første forventningsfulde og spændte sejlere ankommer til Bogense Havn, er stemningen lagt.

138 sømil

Forude venter der sejlerne en tur omkring Fyn på 138 sømil og med en tidsfrist på 50 timer. Hvordan turen forløber, og hvor hurtigt bådene kommer i mål, afhænger i den grad af vind og vejr.

Tilbage i 2008 lykkedes det skipper Erik Pedersen fra Skærbæk med flerskrogsbåden Angel at tilbagelægge ruten på blot ti timer og syv minutter. En rekord, som endnu ikke er blevet slået.

Handler ikke kun om at vinde

“Men Palby Fyn Cup handler ikke kun om at vinde. For rigtig mange handler det mest af alt om at være med og mødes med alle de andre,” siger Peter Helleskov.

Markedsstemning på land Den første start er for de små både klokken 11 om fredagen, og de sidste bliver sendt afsted samme dag klokken 14.30. Forud for det, har TV 2 Vejrets vært og meteorolog, Anders Brandt, sørget for at forberede sejlerne på det vejr, der venter dem på havet.

Han og TV 2 Vejret vil være til stede på Bogense Havn under hele kapsejladsen. På storskærm på Bogense Havn vil du også kunne se livestreaming af sejladsen samt følge bådene via deres gps tracker.

Du kan også følge bådene på hjemmesiderne tractrac.com og palbyfyncup.dk.

Udover selve kapsejladsen vil der være adskillige aktiviteter på land ved Bogense Havn. Havnen vil alle dage emme af markedstemning, og der vil være musik og masser af boder, hvor du kan købe mad, drikke, bådudstyr og lækre nordfynske specialiteter.

“Vi glæder os til at vælte hegnene sammen med jer til årets store sejlerfest,” lyder det fra Peter Helleskov.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader