Gå til hoved-indhold
Det første ranglistestævne for Zoom8 sejles i Frederiksværk. Foto: ArkivfotoKapsejlads
Det første ranglistestævne for Zoom8 sejles i Frederiksværk. Foto: Arkivfoto

”Åben Gummibåd” fastholder de unge Zoom8-sejlere

Trænerbåde er nu åbne for alle sejlere på tværs af klubberne. Det fremmer kammeratskabet og fastholde de unge i sejlsporten, mener Bo Jarvig, dansk landstræner.

Af Anne Hopmann |

Selvom sæsonen først nu for alvor går i gang, har Zoom8-bådene for længst fået vand under kølen. Der er nemlig blevet sejlet flittigt i vinterhalvåret både indenlands og udenlands. Med Ice Cup i Kaløvig, træningslejer i Helsingør og EM i Spanien har de fleste unge sejlere mellem 14 og 19 år allerede fået saltvand i håret. Nu står det første ranglistestævne så også på trapperne. 

Ingen skal klare sig alene på vandet

I forbindelse med disse ranglistestævner lancerer Dansk Zoom8 Klub for alvor det nye koncept ”Åben Gummibåd”. Konceptet er ifølge Bo Jarvig, DZA’s landstræner, udtrykket for godt sømandskab, hvor alle hjælper hinanden, og hvor der i forbindelse med stævner afholdes fælles skippermøder på tværs af klubber. 

De trænere, som deltager, byder alle sejlere velkommen ved deres gummibåd, således at der ikke er nogen sejler, der skal klare sig selv ude på vandet. Trænerne skelner ikke mellem egne klubmedlemmer og sejlere fra andre klubber. Kort sagt kan alle sejlere få støtte og hjælp ligegyldigt, hvor de kommer fra. 

- Vi vil synliggøre konceptet og denne filosofi ved at markere gummibådene med et flag ”Åben Gummibåd”. fortæller Bo Jarvig og fortsætter: 

- Vi tror, at dette koncept fremmer kammeratskabet mellem sejlerne, og at det er med til at fastholde de unge sejlere i sejlsporten. Det er nok en af de væsentlige årsager til, at det går så godt i Zoom8 klassen. Det er den danske model for fuld udblæsning, forklarer han.

Nye farvande giver ny erfaring 

Det første ranglistestævne afholdes i Frederiksværk Sejlklub 16.-17.april. Her kan alle, som har lyst til at dyste om at være Danmarks bedste Zoom8-sejler, deltage. Forårets rangliste laves ud fra fire stævner i henholdsvis Frederiksværk, Egå, Kerteminde og Fåborg. Selvom man ikke ligger i top 10 er det god træning og sjovt at deltage i stævnerne. 

Man får mærket anderledes bølger og vind, når man kommer væk fra ”andedammen” derhjemme, og nye farvande giver ny erfaring. Jo bedre, man bliver til at handle både vejrforhold, bølger, strøm og båd – og ikke mindst andre sejlere - desto sjovere bliver ens sejleroplevelse. 

Ved stævnerne møder man sejlere fra alle klubber i Danmark, både på vandet og senere på land, når der campes på havnen og den store grill tændes op til fællesspisning og hygge, dannes der gode kammeratskaber. 

Læs mere om det første ranglistestævne her.  

Er du ny Zoom8-sejler, kan du finde brugbar information på zoomriders.dk og i Facebookgruppen Zoom8 træning Denmark

Motor
content-loader
content-loader
content-loader