Selv C-sejlere kæmpede tappert i Aarhusbugten
Til Årets første Torm Junior Grandprix bød Egå Sejlklub 160 sejlere i klasserne Zoom8, Laser 4.7 og Optimist A, B og C på to fantastiske sejldage til Jysk Rejsebureau Cup.
Lørdag fik de unge sejlere alt den vind, de kunne ønske sig.
Selv de mindste C-sejler kæmpede sig tappert igennem de store bølger Aarhus Bugt altid byder på ved kraftig sydøstenvind.
På dommerbåden kæmpede de frivillige med at holde papiret tørt, modet oppe og frokosten nede. Søndag var bugten som forvandlet.
En svag morgenbrise afløstes af vindstille, hvilket fik de mange sejlere til at hygge sig sammen omkring trænernes gummibåde, på og i vandet. Senere kom vinden, så der også kunne sejles kapsejlads på alle banerne.
”Det var pragtfuldt, at se så mange glade sejlere i Egå,” siger stævneleder Niels Amstrup og takker sponsorerne Aarhus Seashop, Jysk Rejsebureau, Musto, Rema 1000 og Watski.
Se flere fotos af Jens Thaysen