Bøje krydser Stronsay Firth i specielt strømsystem (2)

Da jeg havde ligget for anker i tre dage i Stronsay, begyndte jeg at længes efter fast grund under fødderne og nye forsyninger. Det blæste stadig godt fra N og NØ. På tredjedagen om eftermiddagen syntes det dog at løje lidt. 

Altså besluttede jeg mig at tage afsted næste morgen. Da jeg vågnede op ved 5-tiden om morgenen (sejlsport fører én ud i meget snavs), så det dog ikke helt sådan ud, men nu ville jeg afsted. 15 nm til hovedøen i Orkneyøerne, hvor ”hovedstaden”, Kirkwall, ligger. 

Jeg har tidligere skrevet om Pentland Firth med de stærke strømme mellem Atlanterhavet og Nordsøen. Op til syv knob. Jeg har senere i en souvenirforretning i Kirkwall købt et klistermærke med teksten ”I crossed the Pentland Firth and lived”. Alt kan gøres til turistomsætning. 

Nu skulle jeg ikke krydse Pentland Firth (mellem Skotland-fastlandet og Orkneyøerne), men Stronsay Firth, der er i Orkneyøerne og det næste større hul mellem Atlanterhavet og Nordsøen. Her taler Reeds Almanac ”kun” om mulig seks knobs strøm den ene eller anden vej. 

Først skulle jeg have lettet anker, sat sejl og sejlet ud af den beskyttede ankerbugt. Det gik fint. Ankeret kom let op. Jeg ville have medvind til Kirkwall. Genuaen blev sat, rullet godt ind. Jeg ønskede ikke at have storsejlet i vejen, når jeg skulle krydse de vilde strømme.

Strømmen i Stronsay Firth var fra Atlanterhavet. Sikkert ikke seks knob, men noget lidt mindre. For den rullede genua i sig selv sejlede jeg nok fire-fem knob. Men da jeg kom ud i strømmen, efter et tydeligt strømskær i den grå morgenstund, var det reduceret til to en halv til tre knob, og jeg måtte holde 30-40 grader mod strømmen for at komme lige over. Men med det reducerede sejl gik det fint og kontrolleret. 

Jeg skulle ind i et sund mellem hovedøen og naboøen, der leder til Kirkwall. Da jeg nærmede mig, så jeg på naboøen, Shapinsay, på et fremskudt skær et stort gammelt fyrtårn og bag det en toetages bolig med fire skorstene. Fuldstændig isoleret og alene. 

Jeg blev senere fortalt, at det var fyrmesterboligen beregnet til to familier (til at afløse hinanden 24 timer). I dag står det tomt, ruderne knust. Men i regndisen så det fantastisk ud. Parat til en horror story (skrækhistorie, red.). Jeg vil gerne formidle forbindelse til en lokal ejendomsmægler, så læseren kan købe det og udleve sine ensomheds- og horrordrømme.

I sundet kunne man observere tydelige strømskær. Med den mærkelige og egentlig praktiske situation, at i den ene side af sundet gik strømmen stærkt det ene vej, i den anden siden den anden vej. Det var som de løbebånd, man har i i lufthavn, hvor man så at sige kan stige ombord og lade sig transportere den vej, man vil. 

Her kunne jeg vælge, hvilken strømhjælp jeg ville have (efter at jeg så småt begyndte at forstå systemet). Jeg er senere blevet fortalt, hvordan de smarte lokale kan udnytte strømfænomenet. 

Tager de afsted på det rigtige tidspunkt, kan de blive skubbet af medstrøm den vej, de vil, for så at stå af den strøm og vælge en anden for resten af turen eller hjemturen. Men det er vist kun de garvede.

De jeg kom nærmere på Kirkwall, var der trafik. Fiskerbåde, supportbåde for olieindustrien, færger til småøerne etc. Alle meget solide både egnet til hårdt vejr. På reden af Kirkwall lå også en enorm turistdamper, der læssede sine passagerer af i småbåde, der pilede ind til havnen. Kirkwall ligger på hovedøen, som kaldes ”Mainland”. Jeg tror næsten beboerne er klar til at kalde den ”the Continent”.

Jeg søgte ind mod marinaen, som jeg kunne se på kortet. Kom ind i en slags forhavn til den. Der var dejligt beskyttet, hvor man kunne overskue situationen og vende rundt. Jeg valgte et roligt hjørne mod vinden. Da jeg jeg kom ind mod molen, gik der en mand og fejede molen (her lægges meget vægt på, at der er ordentligt). Han havde en redningsvest på, som ikke var spændt rigtigt. 

Jeg bad ham tage en line for mig. Singlehandsejleren har sine problemer, når han lægger til og lægger fra. Lidt hjælp er dejligt. Det gjorde han. Det viste sig, at han var havnefogeden, Kenny. Mere om ham i en anden blog. Når han er i tjeneste, går han med redningsvesten, sikkert et krav fra hans foresatte, når han er der privat, så behøver han den ikke.

Der er en tidevandsforskel på omkring 1,5 meter i havnen. Men alle broerne for lystsejlerne er flydende pontonbroer, så det skaber ikke noget problem.