Sejleruddannelse: Nye regler på vej
Søfartsstyrelsen har sammen med Dansk Sejlunion, udarbejdet udkast til en ny bekendtgørelse om prøver og beviser for fritidssejlere.
Benjamin Kristensen, bestyrelsesformand, Duelighedsklubben. duelighed.dk, fortæller her til minbaad.dk:
Speedbådsbeviset skal fortsat være den praktiske rygrad i fritidssejleruddannelserne, og i fremtiden skal sejlerskolerne selv udpege og kontrollere censorer til eksamination af deres egne elever.
Duelighedsklubben har i årevis kæmpet for, at:
1) der skulle sættes vandtætte skotter op mellem kursusudbyderne og de bemyndigede censorer, således at korruption kunne minimeres, samt at
2) man fjernede reglen om, at det er OK at sejle rundt med en menneskefyldt skonnert i Kattegat, på et uddannelsesmæssigt grundlag af en lille tur i en speedbåd (speedbådsbevis), suppleret med en teoretisk yachtskipperprøve.
Styrelsen går mod anbefalinger
Erhvervsministeren har tidligere på året bedt Søfartsstyrelsen tage Duelighedsklubbens to kardinalpunkter med i udviklingsarbejdet, men alligevel har styrelsen valgt, at gå stik modsat disse anbefalinger.
Ifølge den nye bekendtgørelse, skal kursusudbyderne nemlig selv udpege og kontrollere censorer til deres egne elever, og speedbådsbeviset skal fortsat være den praktiske rygrad i fritidssejleruddannelserne.
Den eneste plausible forklaring på, at man kan lave endnu en skandalebekendtgørelse er, i min optik, at det for skrivebordsadmiralerne ikke handler om sikkerhed til søs, men om politiske studehandler.
Ministeren har øjensynligt ikke noget at skulle have sagt, og vi fritidssejlere må sejle vores egen sø.
Læs selv her