Ullman Sails kunne heldigvis blive på Aarhus Lystbådehavn
Lars Bo, ejer af Ullman Sails i Danmark, er svært tilfreds med sit sejlloft i nye, bedre lokaler. - Vi bevarer nu nærheden til sejlerne, det er vigtigt for begge parter, siger designer Lars Bo.
Fem kvadratmeter mere har Ullman Sails nu fået. Det lille sejlloft er nu oppe på 150 kvadratmeter, men nu har firmaet også fået et ekstra skur til opbevaring af reparationssejl.
- Fantastisk man har så mange gode venner ude i Aarhus Sejlklub, der var en flok der hjalp så flytningen tog tre timer og nu kører vi helt almindeligt igen, siger Lars til minbaad.dk.
Sejlproduktionen sker i Sydafrika i Cape Town, hvor der er 350 ansatte og der kan leveres på tre uger.
Herhjemme i Danmark foretager Ullman Sails reparationer og syer presenninger og optimerer sejl.
Sejlere kræver mere kvalitet
Lars Bo står selv for design og er en af to hoveddesignere i Ullman Sails Gruppen.
- Vi leverer sejl til tur og kapsejlads. Og heldigvis er det ikke en billig løsning man går efter, men i stedet højere kvalitet, så er der gjort mere ud af sejlet, fx ekstra forstærkninger ved slæder eller syet med tenara tråd, der er UV-bestandig, så kunderne stiller højere krav, siger den 59-årige designer Lars Bo, vi møder i dag på Aarhus Havn.
Om flytningen siger han.
- Vi har nu fået bedre synlighed, fordi vi må annoncere på huset, vi lejer af Aarhus Kommune og vi har fået huset i sort, så man lettere ser logoet. Og det at vi stadig bor på havenen, hundrede meter fra hvor vi boede før, betyder at vi stadig får den tætte kontakt på Aarhus Havn til de cirka 400 bådejere og både Marselisborg Marina og Egå Marina er stadig tæt på.
Om forretningen forklarer Lars Bo.
- Det går fint, vi ligger foran vores budgetter i 2016. Vi får sejl ind fra Sydafrika en gang om ugen og det er fint.
Jørn og Sidse arbejder, mens Lars Bo taler med en kunde. Foto: Troels Lykke
Der mødte 250 sejlere op til Ullman Sails reception. Sejlerne er glade for at de har et sejlloft tæt på deres både. Foto: Troels Lykke