Tysk mesterskab for A-Cat - danskere foiler senere
Verdensmester Micha Heemskirk foilede og lettede fra fra 6-7 knobs vind og vandt suverænt i Tyskland, mens danskerne behøver mere vind til at foile. Peter Boldsen tog 18. pladsen.
Af Sara Sulkjær |
Den lette luft satte sig præg på årets sidste, større A-Cat stævne i Europa, som blev sejlet på Steinhuder Meer ved Hannover med repræsentanter fra otte nationer.
Verdensmester Mischa Heemskirk fra Holland vandt suverænt stævnet, som samtidig fungerede som tysk mesterskab, idet han er intet mindre end fænomenal i let luft.
- Han foiler simpelthen allerede fra godt 6-7 knobs vind med 20 knob+, hvor vi andre dødelige skal have 8-9 knobs vind, før det virker, forklarer A-Cat-sejler, Tom Bøjland, i en pressemeddelelse.
Dansker vipper vinder over linjen
Et dansk lyspunkt var den kun 20-årige Felix Jacobsen, der som den eneste formåede at vippe vinder Micsha Heemskirk over linjen i en start. Som Felix uimponeret udtalte; "man skal aldrig lægge sig i infight med en matchrace sejler".
Det var i øvrigt den unge danskers første internationale stævne. Alligevel formåede han at sætte flere placeringer ind i den bedste halvdel af feltet.
Polakkerne var ligeledes stærke og satte sig på 2. og 3. pladsen, som de opnåede med deres seneste grej.
- Det skal bemærkes, at der på top-10 også var tre ældre ’ikke-foilende både’ bemandet med "sø-specialister", fortæller Tom Bøjland.
Flere unge på vej
Fem danske både havde taget turen til søen, der er på størrelse med Arresø, men dog væsentligt mere lavvandet. Rent faktisk kunne man bunde overalt på banen.
Bedste dansker blev Peter Boldsen fra Kaløvig på 18. pladsen, mens Tom Bøjland fulgte lige efter.
Der kan dog meget vel være flere både på vej til næste års tyske mesterskab. A-klassen i Danmark er nemlig begyndt at få unge sejlere i klassen.
I år er der kommet fire aktive under 30 år - eksempelvis matchrace-sejleren Joachim Aschenbrenner, og der er flere på vej.
Fintuning af grejet
Nu står vinteren dog for døren med opdatering af både og andet grej. De to førende værfter - Hollandske DNA og Exploder fra Polen - kom med deres seneste modeller i foråret 2016.
Der forventes derfor ikke væsentlige forandringer af selve platformene de næste 4-5 år.
- Det er fintuning af grejet og lære at udnytte det bedst muligt, der er på programmet.Der skal øves ’upwind foiling’. Mischa Heemskirk mestrer kunsten, hvilket hæver krydsfarten fra 10-12 knob til nærmere de 18, siger Tom Bøjland.
For de danske sejlere er det hovedsagligt blevet til mere eller mindre ukontrollerede forsøg i efteråret, men koden er tæt på at blive knækket.
- 2017 bliver året, hvor det også kommer til at virke, spår han.
Se resultater fra det tyske mesterskab her.
Top-3 til det tyske mesterskab. Foto: A-klassen