Efter de efterhånden OK-obligatoriske omstarter, generelle tilbagekaldelser, U-flag og slutteligt Sort flag, kom flåden afsted … - i tredje forsøg.
95 både på startlinjen, giver en meget lang linje, som baneleder Troels Wester og det øvrige ”personale” på dommerbådene skulle holde udkig med, og erfaringen viser, at OK-sejlerne sjældent undlader at gå lige til grænsen (og ofte lidt over), når sejladserne bliver sat i gang.
Så var det vel egentlig en smule forventet, at der skulle noteres et par om-starter på blokken, før DM endeligt blev sat i gang.
Let vind på førstedagen
Vejret var en udfordring på førstedagen, og vinden sprang 15 grader i begge retninger. Og når vindstyrken samtidig varierer fra ”fuld hængeluft” til passager, hvor sejlerne skulle helt ind i midten af båden, så var der udfordringer til alle. Der var med andre ord rigeligt med ”rummere” til de årvågne, mens andre blev sejlet lidt ned i feltet, med de altid tilhørende ”skrallere”.
”Tæt pakket” i toppen
Dagens første sejlads blev vundet af Anders Andersen, med Thomas Hansson-Mild og Bo Petersen på de to efterfølgende pladser, og der var tydeligvis nogle sejlere i feltet, der havde set, at der var stor fordel i ban ens ene side, da feltet stort set var delt i to – allerede ved første passage af topmærket.
Anden sejlads blev vundet af den nykårede VM-sølvvinder, Jørgen Svendsen, med to andre ”gamle kendinge” på de efterfølgende pladser; Bo Petersen og Thomas Hansson-Mild.
Selvom man skulle tro, at et felt på 100 joller til DM kunne flytte lidt rundt på placeringerne i feltet, så er alt stadig muligt i toppen, hvor der nu er 3 sejlere, der ligger helt lige på 5 points på førstepladsen: Jørgen Svendsen, Bo Petersen og Thomas Hansson-Mild.
Restituering på vej retur mod havnen
Med 95 joller på linjen, var der ikke nogen tvivl hos banelederen, om at det var springende nødvendigt at sejladserne skulle afvikles ude i ”Yderbredningen”, for at få plads til alle sejlerne.
Og, af samme grund, var der selvsagt også lidt transporttid på vej retur mod havnen efter sejladsen.
Men set ud fra den ”performance”, som sejlerne lagde for dagen i de to sejladser ude på banen, så kunne man da godt komme på den tanke, at en enkelt eller to af sejlerne fandt det helt OK, at man nu kunne nøjes med at sidde på kanten … - og sejle jollen som om den var en kølbåd, der sejler bedst med en krængning over 20 grader.
Møle-øl og grillede pølser på havnen
Når der så står en kold pilsner og venter på molen, og Herslev Strand Sejlklubs juniorer havde grillet pølser som supplement, så var der mange tilfredse blikke blandt sejlerne.
Vi sender en meget venlig tanke til alle vores sponsorer, som har været med til at spytte i kassen, så økonomien kunne bære såvel molepilsener som grillpølser. Aaahhh!... var den mest anvendte frase, umiddelbart efter hjemkomst til havnen.
Generalforsamling og ny bestyrelse
OK-klubbens bestyrelse havde benyttet lejligheden (som den sædvanligvis gør) til at afholde den årlige generalforsamling sammen med DM. Og, det imponerende fremmøde var givetvis ikke blevet mindre, af at OK-Jolle-klubben bød på en af Herslev Bryghus’ velskænkede fadøl.
2-3 kapsejladser lørdag
Vejrudsigten i morgen lover om mere blæsevejr, så vi er nogle, der glæder os lidt ekstra til sejladserne (Læses: Dem der har lidt mere vægt at hænge båden ned med!). Og, mon ikke banelederen så vil forkæle feltet med 3 sejladser i det fine vejr?
Thomas Kvist
Herslev Strand Sejlklub
Sådan så det ud til VM i OK-jolle i juli. Jørgen Svendsen til venstre. Foto: Deaves