Svendsen dansk mester i OK - se nu dronefilm
Men svenske Hansson-Mild kåret som stævnevinder i Herslev Strand. 95 joller fra flere lande deltog.
Af Thomas Kvist |
Det var en anelse reduceret flåde, der stævnede ud til DM’s afsluttende dag. Om det var et resultat af ømme ben efter tre hårde løb med fuld hængeluft i lørdagens løb, eller om det var Green-sejls sponsorat af drikkevarer til gallamiddagen, der gav et par afbud i feltet, skal være usagt, men ud af de 97 sejlere der havde været på vandet i de foregående dage, var der 68 sejlere på vandet i dagens første løb.
Der var varslet to sejladser, og med 6-7 m/s var det lagt op til en spændende optakt til DM’s afslutning.
6 omstarter
Som sædvanlig, så bød dagen på rigtig mange starter, og selvom baneleder (Troels Wester) havde valgt at starte dagen med sort flag, så afholdt det ikke sejlerne fra at ”gamble” med starten.
Første sejlads blev vundet af Gunter Arndt (Flensborg/Solrød), efterfulgt af Bo Petersen (Hellerup) på 2. pladsen og Jørgen Svendsen på 3. pladsen.
Efter 6 om-starter ved stævnets sidste sejlads, var der mange der blev taget for Sort-flag forseelser, og Jørgen Svendsen udnyttede fravær af stævnets førende sejler, Thomas Hansson-Mild og leverede endnu en 1. plads. Greg Wilcox (NZL) tog andenpladsen mens Martin v. Zimmermann (GER) kom ind på en tredjeplads.
75 gaver til uddeling
OK-Jolle-klubben og Herslev Strand Sejlklub havde fået doneret et hav af gaver fra sponsorer, og der var 75 præmier til uddeling. Seancen blev afsluttet med en takketale fra stævnets samlede vinder, Thomas Hansson-mild, som takkede for et helt igennem vellykket stævne, og sendte en stor tak til de danske sejlere for den gode konkurrence, og sendte afslutningsvis en meget stor tak til køkkenholdet, som modtog stående bifald fra alle stævnets deltagere.
Jørgen Svendsen blev den bedst placerede dansker, og blev derfor kåret som dansk mester. Bo Petersen og Stefan Myrälf høstede hhv. sølv og guld.
Fra venstre: Bo Petersen, Jørgen Svendsen og Stefan Myralf. Alle tre er over 50 år, men alle er i god form.
Foto: Søren Svarre, www.sejlfoto.dk
Thomas Hansson-Mild fra Sverige vandt stævnet. Foto: Søren Svarre, sejlfoto.dk
Se Søren Svarres galleri her fra DM
Se også denne dronefilm fra OK-DM: