Gå til hoved-indhold
Sidste år var kun 20 træbåde at finde på startlinjen. Foto: Anders LundKapsejlads
Sidste år var kun 20 træbåde at finde på startlinjen. Foto: Anders Lund

Svendborg Classic Regatta 2.0 - åbner for glasfiberbåde

- Vi må se i øjnene, at det ikke er muligt at mønstre et tilstrækkeligt stort felt af træbåde i dansk farvand, fortæller arrangørerne. I stedet bydes alle både før 1971 nu velkommen.

Af Sara Sulkjær |

Traditioner overlever ikke af sig selv. End ikke når de fornødne faciliteter er til stede. Svendborg Classic Regatta har gennem en lang periode været det stævne i Danmark, der tiltrak det største kapsejladsfelt af klassiske træbåde. 

I erkendelse af at træbåden er en truet art, har regattaen, sideløbende med træbådenes dyst om Sophus Weber-trofæet, hvert år haft deltagelse af såkaldte Tema-både. Ligeledes klassiske - men med glasfiber som byggemateriale.

Kun 20 træbåde i 2015

Der er gennem årene opbygget et stærkt lokalt team af sejlere, klubber, institutioner, virksomheder og myndigheder, der har stået bag afviklingen af Svendborg Classic Regatta - både til lands og til vands. Fine deltagertal til trods - et enkelt år med et samlet deltagerantal på mere end 80 både - har antallet af kernedeltagere - klassiske lystbåde bygget i træ - været vigende. 

I 2015 nåede dette tal ned på omkring 20, og i den ringe størrelsesorden er det på sigt ikke muligt for arrangørerne at holde et stort apparat på benene.

- Vi må se i øjnene, at det ikke er muligt at mønstre et tilstrækkeligt stort felt af træbåde i dansk farvand. Der kan synes ligefor enten at nedlægge regattaen eller fortsætte under uformelle former den anden weekend i august, forklarer Svendborg Classic Regatta i en pressemeddelelse og fortsætter: 

- Det er imidlertid vores opfattelse, at sejladserne på Lunkebugten er så rige på kvaliteter både sportsligt og socialt, at de ikke bare fortjener at overleve, men at andre skal have mulighed for at tage del i dem, lyder forklaringen. 

Åbner for både før 1971

I august 2016 vil Svendborg Classic Regatta derfor være en sejlads for alle klassiske lystbåde i såvel træ som glasfiber konstrueret til og med 1970.

Stævnet består af:

• Sophus Weber Race for træbåde 

• Bent Aarre-Cup for glasfiberbåde

• Regatta-touren med udflugter til vands og til lands

• Motorbådsløb

På vandet vil der være nogle ændringer, der sikrer en afvikling af et stævne, hvor både træ- og glasfiberfartøjer kan dyste sammen. Her vil Sophus Weber-Race og Bent Aarre-Cup’en og distancesejladserne ind gennem det strømfyldte Svendborg Sund være de sportslige højdepunkter under regattaen.

Ringridning og paradesejlads 

Regatta-touren er et tilbud for de sejlere i både træ- og glasfiberfartøjer, der ikke ønsker at sejle kapsejlads. Her arrangeres en mindre tursejlads samt besøg i land.

Motorbådsløbet er er for alle klassiske motorbåde, både de hurtige og de langsomme, bare de er konstrueret før 1970. Der afholdes pålidelighedsløb på Svendborg Sund, ringridning ved Honnørkajen, opgave- og paradesejlads. 

På land er det Maritimt Center i det gamle pakhus, der er centrum for aktiviteterne.

- Det er vores håb, at vi med disse justeringer af Svendborg Classic Regatta kan få selskab af såvel gamle som nye sejlere, der også deler vores interesse for sejlads med klassiske lystbåde. Vi håber derfor, at se dig i Svendborg i dagene 11. til 14. august 2016, lyder indbydelsen fra arrangørerne. 

Læs mere her

Se flere billeder fra regattaen herunder:

Foto: Anders Lund

Foto: Anders Lund

Foto: Anders Lund

Motor
content-loader
content-loader
content-loader