18 Dehlere med i prestigefuld Silverrudder
Den fynske solosejlads med 400 både er så vigtig, så selv store værfter praler med at de har mange både med i sejladsen til september.
Dehler, der er en del af Hanse Group koncernen i Nordtyskland i Greifswald, fortæller nu til pressen at de stiller med 18 Dehlere i the Silverrudder Regatta in Denmark.
Og som værftet fortæller, så er det verdens største singlehand-sejlads. En sejlads startet i 2012 efter ide fra BådNyt, mens den fra i år alene drives af Svendborg Amatør Sejlklub og Svendborg Kommune.
Rekorden for kølbåde er lige nu 19 timer og to minutter for de 134 sømil.
I årets Silverrudder stiller Dehler med både lige fra Dehler Sprinta Sport fra 70erne og op til den nye Dehler 38.
Kamp mod dig selv
Karl Dehler, produktudvikler fra værftet, vil selv deltage i Dehler 38eren.
- Udfordringen er ikke at slå andre modstandere men blot det at gennemføre langdistancen alene. Det er jo derfor at alle der gennemfører sejladsen får en T-shirt med inskriptionen 'finisher', siger Karl Dehler.
Dehler-bådene sælges herhjemme af ReeseMarin i Aabenraa.
Morten Brandt, tidligere redaktør for BådNyt, fik ideen om solosejladsen. Mange var skeptiske da den startede i 2012. I dag er den kult og har dannet vejen for Solo-sejlads Danmark Rundt. Foto: Troels Lykke