Frivillige åbner butik for sejlere i Troense
Dagligvarer, frisk brød, gratis WI-FI og meget andet skal højne servicen for gæstesejlerne i Troense, håber lokale ildsjæle.
Af Sara Sulkjær |
Storms Hjørne. Det er navnet på den nyåbnede købmandsbutik centralt i Troense. Det smukke gamle hus på hjørnet af Grønnegade og Slotsalleen rummede i gamle dage byens førende købmandsbutik og har nu fået nyt liv med åbningen af en daglig- og specialvarebutik.
- Da den tidligere købmandsbutik blev sat til salg sidste år, lykkedes det os at indgå en aftale om leje af lokalerne. Dermed kunne vi endelig imødekomme den store efterspørgsel, vi har oplevet fra de mange sejlende, der hvert år gæster vores smukke, lille lystbådehavn, siger Thomas Dam Jensen, formand for foreningen ’Storms Hjørne’, i en pressemeddelelse.
Lokale bruger fritiden
Butikken er 100 procent drevet af frivillige kræfter, og bag disken står lokale beboere, der køber varer ind og ekspederer kunderne i deres egen fritid:
- Vi skal ikke tjene på det her. Vi gør det, fordi vi synes byen og vores mange besøgende fortjener det liv og den service, som lokal handel giver, fortæller Thomas Dam Jensen.
Hvert år lægger omkring 2000 både til i lystbådehavnen i Troense, men indtil nu har der ikke været mulighed for at proviantere tæt på havnen. Det bliver der nu rådet bod på:
- Især de sejlende udgør en stor del af livet i Troense hver eneste sommer, og vi er stolte og glade over, at vi nu kan tage godt imod dem og tilbyde dem en endnu bedre service. Ud over dagligvarer kan man få is til børnene, de voksne kan bestille en kop kaffe, og man kan læse aviser, gå på nettet og printe. Helt basale og vigtige ting for de sejlende og øvrige turister, forklarer Thomas Dam Jensen.
Fakta om butik ’Storms Hjørne’:
- Storms Hjørne er drevet af frivillig arbejdskraft og er et non-profit foretagende med det formål at styrke lokalområdet og yde service for de besøgende i Troense.
- Navnet stammer fra den oprindelige ejer Christian Storm, der indrettede købmandsbutik på stedet i 1881. Købmandsbutikken købte Storm for den forsikringssum han som skipper havde fået udbetalt, da hans skib forliste ved Englands kyst. Han drev butik på stedet frem til sin død – som 92-årig – i 1930, hvorefter familien førte den videre. Læs mere om Skipper Storm her.
- Butikken forhandler både almindelige dagligvarer og et stort udvalg af lokalt producerede fødevarer og kunsthåndværk, herunder bl.a. kvalitetskød på frost af Highland Cattle fra Toftegaards gårdbutik i Svindinge ved Ørbæk.
- Derudover tilbyder butikken friskbrygget kaffe, ’avis-læse-hjørne’, gratis WI-FI samt mulighed for at tage fotokopier og print.
Læs mere på butikkens hjemmeside, hvor også åbningstider findes, her.
Se billeder fra butikken herunder: