Hvem har leveret Årets Sejlsportspræstation 2016?
Fem kandidater er nomineret til prisen for Årets Sejlsportspræstation 2016. Priskomiteen er fra i år udvidet med en onlineafstemning, hvor DU kan stemme på din favoritkandidat.
Af Troels Lykke |
Årets Sejlsportspræstation er uddelt hvert år siden 1987 til den sejler eller besætning, der har leveret årets mest bemærkelsesværdige resultat.
I 2015 gik prisen til Laser Radial-sejler Anne-Marie Rindom oven på hendes VM-guld - og samme Rindom er nomineret igen her i 2016 sammen med fire yderligere kandidater.
Her er de nominerede til prisen for Årets Sejlsportspræstation 2016:
Anne-Julie og Maiken Foght Schütt, 49erFX
For at rejse sig oven på en mistet OL-plads ved at vinde VM-sølv
Anette Viborg og Allan Nørregaard, Nacra 17
For at vinde VM-sølv - Danmarks hidtil bedste resultat i klassen
Josephine Frederiksen og Daniel Bjørnholt, Hobie 16
For at vinde Danmarks første VM-guld i klassen
Anne-Marie Rindom, Laser Radial
For igen at slå til, når det gælder - i år med både VM- og OL-bronze
Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen, 49erFX
For et konstant højt niveau, der i år gav både EM-guld og OL-bronze
15 stemmer afgør det
I alt 15 stemmer afgør, hvem der får tildelt prisen. Ni af stemmerne kommer fra en priskomité, hvor Bådmagasinet, Minbaad.dk, BådNyt, Politiken, DR, TV2, Team Danmark samt Dansk Sejlunions formand og sportschef hver især afgiver én stemme.
Det fortæller Dansk Sejlunion.
De sidste seks stemmer kan DU være med til at fordele. Som en nyskabelse indgår der fra i år en onlineafstemning i uddelingen af Årets Sejlsportspræstation. De tre kandidater, der opnår flest onlinestemmer, tildeles henholdsvis tre, to og én stemme(r) i den endelige sammentælling.
Stem online
Du kan stemme HER (sejlsport.dk) senest den 31. december 2016.
Prisen, der foruden hæder også tæller en vindercheck på 10.000 kr., overrækkes til vinderen kort efter nytår - så vidt muligt ved en reception i hjemklubben.