Bøje: Få et nyt "jeg" i sejlsport (2)

Forestil dig, at du i en (net)avis læser en sætning som denne: ”Politiet har endnu ikke fastslået gerningsmandens identitet.” Her er der næppe tvivl om betydningen af ordet ”identitet”. Det betyder noget i retning af navn, alder, køn, udseende, bopæl og gerne cpr-nummer, så man kan snappe ham eller hende hurtigst muligt.

I moderne psykologi og sociologi er ”identitet” kommet til at betyde noget andet. Her betyder det den måde, man opfatter sig selv på, hvem man ”egentlig er” samt den måde andre opfatter én på. Éns "jeg". Nu går det ikke så meget på objektive størrelser som alder og cpr-nummer, men f.eks. om mere psykologiske størrelser som om man er ”dygtig” eller ”udygtig”, ”taber” eller ”vinder”,”heldig”, ”smuk”, ”flittig”, ”oprørsk”, ”en fri mand” (eller kvinde), "ung" eller "gammel" etc.

Der er gode grund til, at ordet ”identitet” bliver brugt mere og mere i denne psykologiske betydning. I ”gamle dage” havde man nemlig i noget højere grad et fast jeg og identitet i livet bl.a. baseret på ens erhverv og måske forældre. Man var ”bonde” eller ”arbejdsmand” eller ”embedsmand”, men også ”gammel” eller ”barn”. Og der var få, der andet end fantaserede om at være noget andet, end det de ”var”. Men sådan er det ikke helt i dag. Vi kan skifte erhverv, miljø og f.eks. de alderskendetegn, vi viser udadtil. Vi kan altså  skifte identitet.

Mange sejlere har mere eller mindre arvet deres interesse for sejlads fra deres forældre og familie. De har sejlet med familien allerede som børn og har haft gode oplevelser og har derfor forsat med det. De har måske fået sig et andet hovederhverv, mens sejladsen er blevet en hobby, der dog også kaster en vis identitet af sig: ”Han er sejler”. Ud over dejlige oplevelser på vandet, kan han måske godt lide, at det ikke er noget gumpetungt som golf, (som han ser det), men noget ”sportsligt”.

Er man jordomsejler kan det også gå i arv. Tænk blot på Mikkel Beha Erichsen, der er søn af globetrotteren og sejlforfatteren over alle i nyere tid, Troels Kløvedal. Beha har udtalt, at han beundrede sin far for at leve som en ”fri mand." Den identitet har Beha nok overtaget fra sin far, se her. 

Tilsvarende med kapsejlads. Vi kan her tænke på Claus Høj Jensen, vinder af DM i H-båd 7 gange i træk og VM i alt 5 gange. Tillykke, absolut fantastisk (selvom han ”kun” blev nr. 2 i VM i år, han ærgrer sig måske gul og grøn med flere farver, hvor vi andre ville gå og stoltsere). Han er søn af Poul Richard Høj Jensen, dobbelt OL-guld i Soling mm. Og også H-båds sejler, så vidt jeg husker. Og bl.a. sejlmager som sønnen.

Af disse ”arvestykker” kan man naturligvis ikke slutte, at interesse for sejlsport altid i går i arv. Her kan identitet spille en rolle. Man var måske den søn eller datter, som det ikke tændte, måske fordi man mere eller mindre tilfældigvis var dårligere end de andre søskende. Som ikke kunne finde ud af få fat i fortøjningstovværket, der lå på pælen, hvorefter nogle af de ”klogere” enten råbte ad en eller kom og viste én for syvende gang, hvordan man gør. Eller man blev søsyg. 

Eller på jordomsejlingen hadede man det, at man ikke havde sit eget territorium (hvis man var med). Eller (hvis man ikke var med), at forældrene altid var væk, fordi de ville dyrke deres egen glæder og identitet, hvorfor man ikke følte, at de interesserede sig for én. Beha følte også dette på et tidspunkt (kilde se ovenfor). Man kom til at hade sejlads. 

Forældrene var læger og havde bl.a. en Grinde. For forældrene var sejlads en bibeskæftigelse og glæde, men ikke deres hovedidentitet. De to ældste sønner, Lars og Niels, tændte på sejlsport med de konsekvenser, vi kender.

Den yngste, tredje søn, læste til læge. Man kan spekulere over, om han ikke rigtig ”gad” tage sejlsport op med de to ældre dygtige som overlærere.  Så for den yngste søn var lægestudiet den arv, han fik og tog op. Derved valgte han også en bane, som de to ældste subjektivt ikke mente sig egnede til, så vidt jeg tolker det, jf. link til artikel i højre spalte.

Det åbner for den mekanisme, som har givet titlen til denne blog. Der er dem, der ikke ”arver” noget, der tænder dem, fra deres oprindelses- og ungdomsmiljø, men tværtimod løber skrigende bort fra det. Se på dette klip fra en avis, der handler om svømmeren Mie Ø. Nilsen, der ved dette OL desværre ikke fik den medalje, som nogle havde forventet. Hun fortæller her, at svømning blev hendes frirum fra andre bekymringer og mobning i skolen. I svømning har hun så oplevet en anden verden. En verden, hvor det viste sig, at hun var god. Meget god! Så bliver man svømmefan.

Jeg kan også fortsætte med Jeppesen-historien og henvise til en blog, jeg tidligere har skrevet herom (se links ved siden af til højre). Her refererer jeg noget, Niels har sagt for mange år siden, nemlig at han ikke føler, at han kan andet end sejle og designe både, i hvert fald med den uddannelse, han har fået.

Det mener jeg er noget vrøvl, han kunne have været en succes i mange erhverv, men det afgørende er ikke, hvad jeg tror, men hvad han troede – og på det tidspunkt, da han styrede ind i professionel sejlsport.  Da det så skete også for ham, at han opdagede sin dygtighed i at sejle og designe både, så var det da klart for ham, at her måtte og ville han fortsætte.

Hvis nogen er og har været et talent i sejlsport, er det naturligvis Elvstrøm. Hans liv kan også tolkes som en flugt ind i sejlsport. Jeg ved ikke af, at han arvede interesse for sejlsport. Han var derimod svært ordblind samt havde en uddannelse som murer, se her. Ikke så oplagt et udgangspunkt for at blive verdenskendt og –anerkendt som sejler, sejlmager og båddesigner.

Men det handler ikke om, hvad jeg eller andre måtte mene fra vores høje stol om, at det da betyder noget  eller ikke betyder noget (ordblind, murer). Men om hvad han selv følte dengang. 

Da han så kom ind i sejlads (måske bare fordi hans forældre boede nær Hellerup havn?) kunne han sikkert pludselig mærke, at han kunne noget, om det så bare var via hans enorme vedholdenhed og træningsenergi. Han så måske, bevidst eller ubevidst, en ny identitet, ikke taberens, men vinderens.

Der er andre flugtmuligheder fra det velordnede funktionærliv efter gymnasiet og en højere uddannelse. Man kan gå ind i politik, blive forfatter, (livs)kunstner eller selvstændig erhvervsdrivende. Man behøver ikke være dum eller forstyrret for at gå disse veje, og ikke alle der har uddannelse og papirer er særligt begavede. 

Et problem med flugt ind i f.eks. sport er dog, at nogle gange hører karrieren nødvendigvis op i en ung alder. Og nogle kan ikke klare det. Når den beundrede og højt betalte bokser, fodboldspiller eller cykelrytter må holde op, f.eks. når han er fyrre, kan det blive hårdt at finde noget nyt og en ny identitet. For de fleste gælder, at før ”var” de noget. Nu er de ”forhenværende”; måske både i egen og andres opfattelse et nul og nix. Samt at de måske er kropsligt skadede.

Her er sejlsport lidt nådigere. I dag viser det sig, at den ældste modtager af en guldmedalje ved OL i Rio er en sejler på 53 - oven i købet kræftramt. Og hvad med vor egen Jørgen Lindhardssen, der sidste år vandt OK-VM med 70 år mm. Se linket til højre.

I kølbåde er det ikke sjældent. Se f.eks. på gutterne på billedet over denne blog af vinderne fra folkebåds DM i år med Per Jørgensen som førerhund (tv.). De er heller ikke teenagere mere. De har sikkert vundet i mange år, og det kick har de svært ved at opgive, og hvorfor skulle de? Og de har sikkert glæde af at kunne se sig som ”vindende sejlere” i en krævende klasse, være på forsiden, snarere end (snart?) pensionister.

For mit eget vedkommende kan jeg ikke benægte, at det giver mig et kick, at jeg er begyndt at sejle singlehanded i min LM27 med udfordringer, der – i mit perspektiv - er en smule krævende. Der er noget ”fanden-i-voldsk” i det. Jeg skal nok bestemme min identitet, ikke min dåbsattest! 

Dette aldersoprør kan ses som en protest mod ordet ”alderspassende”, som nogle gange dukker op. Kan man være minister under 30 år, kan man være eller klæde sig ud som elitesportsmand eller -kvinde over 60 år, f.eks. de hobbycykelryttere i fuld Tour de France uniform, man kan se, kan en kvinde på 50 have et forhold til en mand på 20? Jo, sågu’ så.

PS Bare sejlklubberne kunne rekruttere sejlere blandt indvandrere og flygtninge, så nogle af dem i stedet for bombeveste hellere vil gå med sikkerhedsveste, hellere vil rejse til OL end til IS.

Læs mere, når Bøje Larsen i næste blog skriver om det psykologiske arbejde før og efter en sejlads.